Den symptomatiske krise og lægekundskabens sociale egenskaber

Den græske krise har mange ansigter. Et af dem er kommet til syne i ruinerne fra det offentlige hospitalsvæsen. Stadig flere isoleres fra adgangen til lægehjælp, og antallet af sygdomstilfælde vokser i takt med arbejdsløsheden. Alt imens myndighederne svigter, forsøger et sundhedscenter i Thessaloniki, at tage sagen i egne hænder.

Krisetid

Gældskrisen og de såkaldte strukturtilpasningsprogrammer har trukket dybe spor i de græske sundhedstilstande. En stigning i arbejdsløsheden fra 7,7% i 2009 til cirka 25% i dag har medført, at omkring hver tredje græker står uden sundhedsforsikring, som i Grækenland tegnes gennem arbejdspladsen.

”Folk som ikke har nogen forsikring, og altså ingen adgang til offentlige hospitaler, har selvfølgelig heller ikke råd til at søge lægehjælp på private klinikker” fortæller Apostolis, som er frivillig tandlæge på Social Solidarity Clinic i Thessaloniki.

Uden forsikring og indkomst er adgangen til selv de mest basale sundhedsydelser mildest talt begrænsede. Solidaritetsklinikken udbyder gratis psykiatrisk behandling og lægehjælp til folk uden sundhedsforsikring. Den blev stifetet d 7. november 2011 som den første af sin slags i Grækenland, og behandler op mod 150 patienter dagligt. Idag er omkring 50 lignende klinikker aktive landet over.

Ideen om at starte en sundhedsklinik opstod i kølvandet på en sultestrejke blandt 300 migranter i Athen og 18 i Thessaloniki. Strejken blev afholdt i protest mod diskriminerende arbejdsforhold, og undervejs modtog de strejkende lægehjælp fra en gruppe frivillige, der efterfølgende startede klinikken.

Initiativet udviklede sig hurtigt fra at tage udgangspunkt i sultestrejken som konkret politisk aktion, til at reagerer på en tiltagende økonomisk og social krise.”En alvorlig krise var under opløb – det var baggrunden for vores beslutning” fortæller Apostolis.”I begyndelsen kunne man se folk lede efter mad i skraldespandene. At starte sundhedsklinikken var noget, vi var nødt til at gøre.

Venteværelset på den Sociale Solidaritetsklinik i Thessaloniki, kort tid inden dørerne åbnes.

Et plaster på såret?

Ud over en voksende befolkningsgruppe der nærmede sig fattigdomsgrænsen uden adgang til lægehjælp, led det offentlige sundhedsvæsen store tab under den troika-dikterede sparepolitik, implementeret gennem de såkaldte memorand.

”På grund af memorandumet var nedskæringerne i det offentlige hospitalsvæsen og sundhedssystem meget omfangsrige” fortæller Maria, som også er frivillig tandlæge på solidaritetsklinikken i Thessaloniki. ”Og når staten ikke investerer i offentlig sundhed, bliver lønningerne til de ansatte beskåret.”

Siden 2009 er de samlede udgifter til den offentlige sundhedssektor faldet med 38%, hvilket har betydet, at hospitalerne er stærkt underbemandede. Sundhedsvæsnets gradvise forfald har skabt grobund for politisk engagement blandt de ansatte. Da den græske finansminister i 2011 meddelte, at 150.000 offentlige stillinger ville blive nedlagt, deltog de ansatte i sundhedssektoren for eksempel aktivt i den efterfølgende generalstrejke. Desuden erklærede de ansatte på et hospital i Kilkis i 2012 deres arbejdsplads for autonom, i protest mod forringede hospitalsfaciliteter og arbejdsforhold. I en officiel udmelding meddelte de, at hvis ikke staten imødekom deres krav om forbedrelser, så de sig nødsaget til at anmode civilsamfundet om hjælp ”på enhver mulig måde”.

Forholdet mellem protesterne i den offentlige sektor, og initiativer såsom klinikken i Thessaloniki, gav i begyndelsen anledning til diskussioner blandt de frivillige arbejdere.

”Det var svært at beslutte hvorvidt vi skulle starte klinikken eller ej.” fortæller Apostolis, ”Der var nogen iblandt os med holdninger, der modsatte sig idéen. Da vi startede klinikken var der en stor bevægelse indenfor det offentlige sundhedsvæsen, og mange kammerater mente – og det er ikke helt forkert – at hvis vi stiftede en sundhedsklinik, ville vi dække over problemet i sundhedssystemet. I deres øjne var det bedre at demonstrere og vise vores solidaritet på andre måder end ved at starte en klinik”.

Blandt kritikerne af de såkaldte ”sociale økonomier” finder man medlemmer af KKE, det græske kommunistparti. I deres øjne er klinikken netop et reaktionært projekt. Idet den varetager en opgave, som staten forpligter sig til at udfylde, er den indirekte med til at blåstemple statens forsømmelser af den offentlige sundhedssektor. Ved at opretholde et minimum af sundhedsydelser, tegnes et kunstigt billede af forsømmelsernes størrelsesorden, og konfrontationen med de ansvarlige myndigheder neddæmpes. Fra dette perspektiv bør alle kræfter lægges i solidaritetsarbejdet med offentligt ansattes krav til myndighederne – ikke i parallelle institutioner.

”Klinikkens formål er at blive overflødig” forklarer Maria. Hun er enig i, at staten forpligter sig til at udbyde offentlig sundhedspleje til befolkningen. Myndighedernes ansvarsfralæggelse er klinikkens – ideelt set – midlertidige eksistensbetingelse. Men det kan være svært for patienterne på klinikken at identificere problemernes ophav. ”Nogle gange bliver de vrede”, fortæller Maria,”måske glemmer de at vi er frivillige eller måske ved de det ikke”.

Når de frivillige på klinikken oplever bebrejdelser fra patienterne, er det måske netop fordi de i praksis fjerner fokus fra de ansvarlige myndigheder. Det kan forstås som et symptom på, at ansvarsplaceringen mudrer til, og de frivillige modvilligt må lægge ansigt til myndighedernes svigt. Men det er også et forhold, man er opmærksom på.

”Jeg siger til dem” fortsætter Maria ”vær ikke vrede på os. I har ret til offentlig behandling. Til at have adgang til et statsfinancieret sundhedssystem, der dækker jeres behov. Og i er nødt til at demonstrere for det, i er nødt til at kræve det.”

En sådan opfordring løfter sløret for klinikkens bestræbelse på at orientere sig udad. I en brochure kan du læse:” Den Sociale Solidaritetsklinik i Thessaloniki anerkender solidaritetsrelationer som subversive modstands-relationer. Den promoverer dem internt og eksternt ved at bygge broer til sociale grupper og bevægelser i byen”

Et netværk af sociale økonomier er opstået i Thessaloniki. Den fælles fjende er neoliberal krisehåndtering, og samarbejdet går på tværs af af forskelligartede initiativer indenfor den antiautoritære bevægelse. Der afholdes for eksempel støttearrangementer hvor overskuddet fordeles mellem klinikken, sprogskolen Odysseas og den besatte fabrik VIO.ME, med opbakning fra en broget skare af politiske grupperinger.

”Vores holdning er, at der er fælles interesser bevægelserne imellem” forklarer Apostolis, ”Hvis du er antiracist eller antifacist, giver det for eksempel mening at beskæftige sig med bevægelsen for et offentligt sundhedsvæsen. For offentlig sundhed betyder sundhed for alle – og det er inklusiv flygtninge og immigranter. Så hvis du er antiracist er du selvfølgelig også nødt til at forholde dig til problemerne i det offentlig sundhedssystem”.

I koblingen mellem klinikkens interne struktur, og det udadrettede samarbejde med en bredere politisk bevægelse, består en vigtig styrke i klinikkens sociale funktion. En styrke, som måske kan overkomme problemet med at fjerne fokus og neddrosle konfrontationen med myndighederne.

Relationen i centrum

De sociale relationer, som opstår indenfor klinikkens mure, er af stor betydning for de frivillige. De afspejler en daglig kamp imod konkurrenceøkonomiens individualisering og hierarkiske strukturer.

”Her er du nødt til at lære, at samarbejde med andre mennesker” fortæller Maria ”Med dine kolleger for eksempel – det er et team. Patienterne, lægerne, tandlægerne og assistenterne: os alle sammen”.

Samarbejde og gensidig solidaritet er nøglebegreber. Af samme grund træffes alle beslutninger, der vedrører klinikken, kollektivt på åbne møder. Hvert faglige område er inddelt i adskilte arbejdsgrupper – tandlæger, psykiatere, sekretærer, læger, etc. – som løbende diskuterer problematikker indenfor deres specifikke felt. På fællesmøder tages de overordnede problemstillinger på klinikken op til diskussion.

Den horisontale struktur er funderet i et basisdemokratisk ideal om medbestemmelse og inklusion. På klinikken har strukturen vist sig at bære frugt. Ifølge Apostolis er mange nuværende medarbejdere nemlig tidligere patienter: ”De hjælper for eksempel med at organisere medicinen på apoteket, eller som sekretærer. De er blevet en del af klinikken”, konstaterer han.

Klinikkens apotek lever på donationer fra patienter og andre privatpersoner

Ifølge Maria er det sociale aspekt ved klinikken meget centralt. Hendes opgave består ikke kun i at udbyde en professionel serviceydelse, men lige så vel en tillidsrelation. Klinikken stiller et solidaritetsbaseret fællesskab til rådighed, og inviterer patienterne til at indgå aktivt i det. På denne måde løber apoteket for eksempel rundt på medicin-donationer fra klinikkens brugere.

”Vi forsøger at snakke med patienterne om solidaritet. Vi er ikke kirken der tilbyder velgørenhed – vi vil have solidaritet: jeg giver noget til dig, og du giver noget til mig. Der er en balance i relationen, forstår du hvad jeg mener? Forholdet til patienten er en del af behandlingen, en del af kuren”.

I Marias øjne må klinikken forstås som en social platform. For hende består en del af behandlingen i at overkomme den skamfølelse og isolation som mange oplever arbejdsløshed og fattigdom bringer med sig.

”Du er i hjertet af krisen” fortæller hun, ”Der er mennesker som man kan sige tilhører middelklassen. Pludselig har de ikke råd til at gå til lægen. Deres liv har forandret sig, og det er ikke let for dem at opsøge en klinik baseret på frivilligt arbejde. Jeg tror en del af dem er generte og vrede fordi de er nødt til at komme her. Fordi de ikke har noget valg. De skammer sig.”

Klinikken giver mulighed for at møde mennesker der befinder sig i samme udsatte position, og oplever de udfordringer den afstedkommer. En vigtig funktion, hvis man skal tro statistikkerne. Ifølge en undersøgelse foretaget af World Health Organization fordobledes tilfælde af alvorlige depressioner i Grækenland mellem 2008 og 2011. Desuden steg selvmordsraten i Grækenland med hele 35% imellem 2010 og 2012 – sideløbende med implementeringen af de første to memoranda.

Der hersker ingen tvivl om, at økonomisk recession og social ustabilitet har stor indvirkning på en befolknings mentale velbefindende. Den triste udvikling må altså forstås i lyset af kriseregimets politiske linje, og de drastigt faldende leverstandarder som har været konsekvensen. En eksplosion i antallet af fattige, arbejds- og hjemløse har blandt andet gødet jorden for psykiske lidelser. Alligevel beskar man offentlige udgifter til psykiatrien med 55% imellem 2011 og 2012.

Der er travlt i sekretariatet. Op mod 150 patienter modtager dagligt behandling på  lille klinik.

Fra sundhedsklinik til politisk platform

På klinikken tages mennesker under behandling som individer i et socialt legeme. Den sigter imod at overkomme myten om selvforskyldt lidelse, ved at betragte den enkeltes sygdom, ikke som resultatet af en usund livsførelse, men som produkt af en politisk krise. Ikke som selvforskyldt, men som resultatet af manglende behandling.

”Sygdom og fattigdom er ikke skamfuldt. Skam er at forblive tavs som vidne til mord.”

Sådan afrundes et åbent brev, hvori klinikken opfordrer alle til at deltage i solidaritetsarbejdet. Det handler om at bryde med social atomisering, som forhindrer folk i at organisere sig i modstanden mod nedskæringer, som siden 2010 gradvist har udhuldet socialstaten. Ved at oparbejde et socialt bevidst fællesskab, kan subjektive frustrationer kanaliseres over i en kollektiv modstand mod de forhold, der lader folk dø af helbredelige sygdomme.

Klinikkens sociale funktion kan sammenholdes med den etymologiske betydning af ordet krise, som stammer fra den hippokratiske lægevidenskab. Her udgør krisen (fra græsk krisis) det springende punkt i et sygdomsforløb, hvor det afgøres hvorvidt sygdommen vil kureres eller lede til døden.

Man kan ligeledes forstå den socioøkonomiske krise som et afgørende øjeblik i re-konstitueringen af det græske samfund som socialt legeme. Enten reproduceres betingelserne for en uhelbredelig socioøkonomisk krisetilstand – økonomisk som neoliberale strukturreformer med tilbagevendende recessionsperioder; socialt som politisk afmægtiggørelse, atomisering og desillusion – eller også opløses den bestående samfundsmæssige rollefordeling, med mulighed for en radikal politisk forandring til det bedre.

I dette afgørende øjeblik befinder klinikken sig på en vippe. Formår den at afvise rollen som symptombehandler – et reproduktivt velgørenhedsplaster på det sociale sår – rummer den nogle progressive og langsigtede perspektiver. Som social platform og mødested kan den nemlig bidrage med, at fremprovokere rystelser i den samfundsmæssige rollefordeling. På mikroplan ved, igennem den interne struktur, at modellere en alternativ arbejdsdeling baseret på kollektivitet. Men også (og ikke mindst!) på makroplan, ved at promovere et organiseret opgør med de dynamikker, som i første omgang baner vejen for sundhedskrisen.

Uden sociale platforme der formår at samle de mennesker, som i kraft af arbejdsløshed gradvist isoleres fra det sociale, kan det være svært for den enkelte at finde ståsted i en politisk bevægelse. Depression og selvbebrejdelser kan hurtigt træde i stedet for udadrettet kritik. I opgøret med social atomisering ligger klinikkens måske vigtigste potentiale. Diagnosen må stilles på samfundsplan – ikke individplan.

”Det er en anden model. En vanskelig, men meget interessant model” konstaterer Maria, ”det er et eksperiment for os. Vi lærer ved at eksperimentere.”

“Sundhed fra neden og til venstre: oprør og solidaritet”, står der på plakaten, som stammer fra en Zapatistisk sundhedsklinik i Chiapas, Mexico.

TINA og det parlamentariske cirkus – en græsk tragikomedie

Spørgsmålet om ”den græske gæld” har siden krisens begyndelse hjemsøgt Europa. Imens har nationen af dovne skattesnyltere rejst sig imod Troikaens nedskæringsdoktrin, og stemte ved parlamentsvalget i januar Syriza til magten, i håb om et kursskifte. Ti turbulente måneder er sidenhen passeret, og inden man kunne nå at sige ”TINA” havde Syriza lagt valgløfterne på hylden og nedskæringsdoktrinen generobret sit tavse herredømme. Demokratiets vaklen har efterladt en stemning af målløs forundring i den græske befolkning: var det alt? Er vi tilbage ved status quo? I mellemtiden er et nyt politisk subjekt trådt ind bag scenetæppet i det parlamentariske cirkus.

Krisens ansigt

Siden den ”græske” gæld blev udpeget som katalysator for økonomisk ustabilitet i en vaklende eurozone, har skiftende græske regeringer under europæisk pres optaget lån hos den såkaldte Troika (Den Internationale Valutafond (IMF), Europakommisionen og den Europæiske Centralbank). Til gengæld for lånene har Troikaen fremsat krav om en række politiske reformer, inspireret af IMF’s berygtede “strukturtilpasnings-programmer”, i Grækenland kendt som “memoranda”.

Kravene indebar omfattende nedskæringer i sociale sikkerhedsydelser såsom pension (ydelser under 1000 euro/mdr er beskåret med 16,9% siden 2009) og omfangsrige fyringsrunder og lønnedskæringer i den offentlige sektor (lønreduktion på 23% i 2010-2011). I alt er udgifterne til det offentlige uddannelsessystem faldet med 35,6% og udgifterne til den offentlige sundhedssektor med 38% siden 2009. Hertil må tilføjes, at en stigning i arbejdsløsheden fra 7,7% i 2009 til cirka 25% i dag, har ladt 2,5 millioner grækere uden sundhedsforsikring, som i Grækenland tegnes gennem arbejdspladsen.

Næsten 40% af den græske befolkning (20% af fultidsansatte, 37% af selvstændige og 52% deltidsansatte) befinder sig under eller tæt ved den såkaldte fattigdomsgrænse. Prækære leveforhold og social ustabilitet har været blandt konsekvenserne, som man kan aflæse i eksplosionen af hjemløshed, psykisk sygdom, selvmord og stofmisbrug.

Samtidig har generøse bank-redningspakker og kapital-indsprøjtninger i kontrast givet nyt liv til Chomskys beskrivelser af en økonomisk bevægelse i retning af “privatiseringer af gevinsten, socialisering af risikoen”. Den græske befolkning blev nemlig i sidste ende stillet til ansvar for den afgrundsdybe gæld, som blev stiftet af en korrupt politisk elite, og foreviget af kreditorerne. Det estimeres, at blot 11% af de samlede lån Grækenland optog frem til juli 2015 (i alt 1687 mia kr) gik til budgetudgifter for den græske stat såsom udbetaling af lønninger i den offentlige sektor. Til sammenligning er hele 88% gået til forskellige former for gældsafbetaling, bankunderstøttelse og renter.

Klassekamp som administration og aktion

Troikaens politiske linje var upopulær. Ikke blot på grund af dens socio-økonomiske konsekvenser, men også på grund af den udemokratiske måde, den blev gennemført på. Et ekstremt eksempel er den teknokratiske overgangsregering, der blev dannet i 2011 under den ikke-folkevalgte økonom Lucas Papademos, for at implementere nedskæringspolitikken og håndtere den “politiske tumult”, den afstedkom. Politikken blev gennemført som rent administrativ nødvendighed, hævet over politisk diskussion.

Nedskæringspolitikken blev mødt med folkelig modstand af forskellig form: generalstrejker, revolter, selvorganiserede solidaritets-initiativer (såsom frivillige lægeklinikker, fabriksbesættelser etc.) og pladsbesættelser. Særligt besættelsen af Syntagma-pladsen i Athen i 2011 blev omdrejningspunkt for Bevægelsen, som skulle blive samlebetegnelse for modstanden mod Troikaen, og alt hvad den står for.

Syriza var et lille venstrefløjsparti, som voksede sig stort på indignationen fra disse bevægelser. I ”Bevægelsen” fandt Syriza sit bagland og sin energi. Partiet gik til valg med løfter om en betydelig afskrivelse af den offentlig gæld og et opgør med nedskæringspolitikken. I januar 2015 vandt Syriza parlamentsvalget med 36% af stemmerne, og dannede regering med partileder Alexander Tsipras som premiereminister, i koalition med det højrenationalistiske parti Uafhængige Grækere, som også er modstander af nedskæringsdoktrinen.

Ét valg, to valg, tre valg

Den græske gældskrise førte til 5 måneders intensive forhandlingsrunder mellem Troikaen og den nystiftede Syriza-regering. Undervejs ændrede Syriza’s partiprogram gradvist karakter. Et afgørende kursskifte kom for eksempel til syne i spørgsmålet om banksektoren. I 2010 og 2011 erklærede Syriza sig tilhænger af en nationalisering af bankerne, hvorimod enhver reference til dette spørgsmål i partiprogrammet anno 2015 er udeladt.

Den 25. Juni 2015 afsluttede Troikaen forhandlingerne med et ultimatum. Indskrevet i et nyt momoarandum var endnu en række delmål, som i praksis intensiverer den sparepolitik, Syirza gik til valg på at gøre op med: yderligere “liberaliseringer” af markedet, privatiseringer, fortsatte nedskæringer i den offentlige sektor og sociale ydelser. ”Take it – or leave the Euro-zone” lød Troikaens bud på et fremtidigt samarbejde i det såkaldte Juncker-forslag.

Som reaktion udskrev Syriza-regeringen en folkeafstemning, som skulle afgøre hvorvidt memorandaet skullet vedtages. Den skulle finde sted d. 5. juli. Med 62% af stemmerne blev udfaldet nej, i overensstemmelse med Syrizas egne anbefalinger. Blot tre dage senere annoncerede Tsipras alligevel, til alles store forbavselse, at regeringen havde vedtaget et memorandum, som i alle væsentligheder var identisk med Juncker-forslaget. I protest forlod Syrizas venstrefløj regeringen, for at danne det nye parti Public Unity, og fremkaldte dermed et nyt parlamentsvalg til den 20. september.

Det nystiftede parti Public Unity’s flag vejrer i vinden henover gaden Egnathia, Thessaloniki, hvor en årlig demonstration mod Troikaens nedskæringer tager form

TINA og Trojkaen i Grækenland

I løbet af et turbulent halvår formåede Syriza at negligere sit folkelige mandat. Det er det forløb, vi nu må prøve at forstå betydningen af.

”De sagde de var nødt til det, fordi forholdene i Grækenland ændrer sig så dramatisk, og tvinger dig til at blive som dem du før var imod.” siger Apostolis, som er frivillig tandlæge på Social Solidarty klinikken i Thessaloniki, og medlem af Public Unity,”Det er ligesom Thatchers politik: der er ikke noget alternativ”

Siden 1980’erne, hvor Thatcher politisk banede vejen for neoliberalismens triumfgang, har de fleste europæiske socialdemokratier gennemgået en stille transformation. Den har bestået i en “modernisering” af partipogrammerne, dvs. en tilpasning til den nyklassiske økonomiske hegemoni. Sideløbende hermed har en lavintensitets-klassekamp fundet sted, hvor de nødvendige nedskæringer er blevet indført gradvist og i passende små doser til at kunne fordøjes af elektoratet.

”Det er en forandring som de fleste socialdemokratiske partier i Europa gennemgik over årtier, Syriza gjorde det på måneder!” siger Angelus, som også er medlem af Public Unity.

Hastigheden og mediespektaklet omkring Syrizas degeneration tilføjer et nyt aspekt til den efterhånden gamle historie om ‘socialdemokratiets fald’: i Syrizas tilfælde har udviklingen ikke fundet sted gradvist, skamfuldt og helst bag lukkede døre, men som en offentlig proces. Processen kulminerede med de åbenlyse selvmodsigelser omkring folkeafstemningen, hvor demokratiets spektakulære karakter brød ud i lys lue. Allerede inden folkeafstemningen fandt sted, havde Tsipras i et brev til Trojkaen indvilliget i at implementere langt størstedelen af Juncker-aftalens delmål. Man stemte altså om et memorandum, som på forhånd var blevet vedtaget.

”Jeg tror folk er lidt lammede.” forklarer en kvinde foran stemmeboksen til septembers parlamentsvalg, ”Med folkeafstemningen [om memorandummeti sommers] fik vi en følelse af, at vi måske ville opnå noget. At besparelserne ville få en ende og at bedre dage ville komme. Men nu tror jeg ikke rigtig at valgresultaterne har nogen betydning, og jeg tror at mange unge har det på den måde.”

For så vidt resultatet var underordnet står det nu klart, at folkeafstemingen var ren pro forma. Hvor den underliggende neoliberale konsensus hidtil har været indhyllet i et skin af mangfoldige holdninger og spraglede skænderier, så fremstilles det nu for vælgere og verdensoffentlighed: der er ikke noget alternativ.

“Jeg tror den græske befolkning, efter hvad der skete i sommers, for første gang er begyndt et tro på hvad vi plejede at kalde TINA: There Is No Alternative. Selv et venstrefløjsparti endte med at implementere den samme politik” siger Angelus.

Ifølge TGTP, et antikapitalistisk forfatterkollektiv der holder til i Athen, var det netop fordi Syriza er et venstreorienteret parti, at memorandummet kunne gennemføres så gnidningsfrit. I deres optik gik partiledelsens taktiske rationale bag sommerens afstemning ud på, at overbevise vælgere og menige medlemmer om, at man virkelig brugte alle midler, men måtte bøje sig for stærkere kræfter.

Af samme grund blev vedtagelsen af sommerens memorandum heller ikke mødt med protester i den skala, som fandt sted ved de tidligere to lånepakker. Selvom der nu hersker stor forvirring om Syrizas politiske position, støtter mange fortsat partiet, i den overbevisning, at regeringen kæmpede heroisk men tabte. Ved at trække på en vis tillid blandt de sociale grupper, som rammes hårdest af reformerne, udeblev den sociale reaktion, som under en højreorienteret regerings ”velvillige” samarbejde med Troikaen, havde vist sig i gaden.

Uanset Syrizas taktiske overvejelser og motivation, så kan vi drage den konklusion: at demokratiet, i historien om partiets storhed og fald, blev en praktisk demonstration af TINA-doktrinen.

Det er i den kontekst at vi skal forstå Thatchers udtalelse i et interview: “My biggest achievement was Tony Blair”. Man kunne passende tage ordet for Trojkaen og retrospektivt konkludere: “Our biggest achievement was Syriza”.

Et valg med lave forventninger

Den 20. september. For tredje gang på 8 måneder gik de græske borgere til stemmeurnerne. Vi interviewede fire tilfældige mennesker foran stemmeboksene. Selvom de fire interviews selvfølgelig ikke er repræsentative for den græske vælgerskare, indikerer de alligevel nogle træk i den folkestemning, som omgav valget. Her følger nogle uddrag:

1.

”Jeg tror ikke på at noget parti kan gøre noget særligt anderledes end de andre. Det er kun et spørgsmål om hvem der vil implementere….. vil forbedre tingene mest muligt. For vi har allerede underskrevet alle de her aftaler.”

– Så de grundlæggende strukturer er allerede lagt fast?

”Ja. Det handler om hvilket parti der vil være bedst til at implementere dem. Med ”bedst” mener jeg at skabe færrest problemer for befolkningen”

– det forklarer måske hvorfor de fleste ikke virker særligt ophidsede over valget?

”Ja, for folk har ingen forventninger. Uanset hvilket parti der kommer til magten, vil problemerne forblive de samme. Jeg tror at ethvert håb der var ved sidste valg er væk nu”

[Da den adspurgte selv skulle vælge, hvem hun ville stemme på, satte hun sig med valg-listen, og benyttede sig af udelukkelsesmetoden.]

“Alle jeg har talt med ved ikke hvad de skal stemme”

2.

– Synes du der er en forskel mellem det sidste parlamentsvalg og det aktuelle?

”Ja. I januar var der mange der fejrede det, og der var en følelse af håb. Og nu…. Jeg kan ikke sige at der ikke er noget håb, men…”

– Tror du håbløshed er den mest udbredte følelse?

“Ja. og jeg tror at mange unge mennesker ikke vil stemme i dag fordi situationen er… Planen har slået fejl”

– Så hvorfor besluttede du dig for at stemme?

”Fordi jeg tror at de folk jeg hader, og politikerne, vil være glade hvis ikke vi stemmer, så jeg besluttede mig for at gøre det igen”

3.

”Jeg tror det er det første valg siden begyndelsen af krisen hvor folk ikke forventer ret meget. Der er ikke nogen afgørende forskel mellem partierne, og jeg tror at mange mennesker vælger ikke at stemme. Det er min holdning. Kortfattet: det er et valg med lave forventninger”

– Men du kom for at stemme alligevel?

“Ja. Jeg overvejede hvorvidt jeg skulle stemme eller ej. Igår besluttede jeg mig for at gøre det, og årsagen var, at min kone gerne vil stemme. Vi havde ellers mulighed for at tage ud i vores sommerhus, for at være på afstand af valget”

– Hvorfor ville du foretrække at være på afstand?

”For at være sikker på ikke at stemme. Og have det godt på landet, uden at stemme. Det fleste mennesker som er imod memorandumet – og det er også mit tilfælde – er skuffede.”

4.

”Jeg kom her uden at være sikker. For et par dage siden gik jeg i panik. Jeg tænkte, at det er første gang jeg virkelig ikke aner hvad jeg skal stemme.”

[Hun tænkte først at stemme blankt eller udeblive, men endte med at dukke op for at bidrage til at formindske det nynazistiske parti Golden Dawn’s indflydelse.]

– Er det svært at tro på, at der er nogen som virkelig repræsenterer din holdning?

”Ja. Det er derfor jeg gik i panik. For indtil for et år siden var jeg sikker på Hr. Tsipras”

“Så jeg sagde “ja!” – og vi tabte så mange gange. Så mange ting skete: først et “ja” og så et “nej” – det hele vare meget intenst, men jeg ved ikke hvad det skulle til for. Det er meget forvirrende. Jeg ved ikke om han bare vil sidde på magten, eller om han faktisk prøver på noget. Men jeg er ikke overbevist”

*

Parlamentsvalget blev udskrevet i en tilstand af chok over vedtagelsen af memorandumet, og var omgivet af en udpræget stemning af håbløs ligegyldighed og forvirring. Valgdeltagelsen var på 56,6%, den laveste i Grækenlands historie, og næsten 8% lavere end for et halvt år siden. Som konsekvens af Syrizas kovending skulle man tro at partiet ville miste både troværdighed og opbakning. Men hvis partiet ikke formår at levere resultater, formår det endnu at levere overraskelser: Syriza vandt valget med 35,46% af stemmerne, under 1% mindre end de 36,3% i januar.

Statusopgørelse over Syrizas cirkelspark

Syiza udsprang af såvel energien som udmattelsen af de sociale bevægelser, der opstod i kølvandet på finanskrisen. De artikulerede bevægelsens krav i en parlamentarisk kontekst – og endte med at omfavne kriseregimets nedskæringspolitik. Partiet der i januar gik til valg med sloganet “håbet kommer” og løfter om forandring, er i mellemtiden blevet politisk uskelnelige fra de gamle partier, og lover nu i stedet “stabilitet” og “kontinuitet”. En desillusionerende tilbagevenden til status quo. I befolkningen dominerer håbløsheden; “Bevægelsen” er på et lavdepunkt; konfrontationen er stilnet af og de sociale bevægelser udmattede.

Den første konklusion vi kan drage af Syrizas bevægelse er, at partiet har formået at føre den folkelige modstand ind i en blindgyde, og på den måde (modvilligt eller ej) medvirket til at afspore og pacificere den. Hele spektaklet omkring såvel forhandlinger med Trojkaen som folkeafstemninger, har i praksis (modvilligt eller ej) fungeret som en demonstration af TINA-doktrinen: politikeren er blevet stillet til skue som blotte administratorer af det uundgåelige.

At denne demonstration har været effektiv, kan vi læse ud af september-valgresultatet. Når under 20% af vælgerne stemte på partier, som var imod memorandummet, i forhold til de 62% som stemte imod memorandummet blot to måneder tidligere, så betyder det selvsagt ikke at majoriteten af den græske befolkning har skiftet mening hen over sommeren; nærmere, at de ikke længere tror på et muligt alternativ til Troikaens agenda.

Men TINA-doktrinen har en bagside, og hvis vi tager den historisk lave valgdeltagelse i betragtning, kan vi udlede en omvendt tolkning. Syrizas stemmer i absolutte tal – 2.245.978 stemmer i januar, 1.925.904 i september – viser at partiet faktisk har mistet 320.074 stemmer. Når det har beholdt næsten det samme antal mandater som ved sidste valg er det fordi vælgerne ikke er vandret til andre partier, men tvært imod i lige så høj grad er vandret fra de andre partier, for simpelthen at desertere fra hele det parlamentariske cirkus.

Måske har Syrizas opvisning af TINA-doktrinen gjort det klart, at social forandring og parlamentarisme står i modsætning til hinanden. Befolkningen har spaltet sig i dem, der accepterer parlamentarismen som præmis, og derfor må give afkald på visioner om social forandring, og på den anden side dem, der fastholder kravet om social forandring, og må vende ryggen til det repræsentative demokrati. Der er ikke noget alternativ: til kapitalismen- eller til revolutionen?

Sofavælgerens anatomi

Normalt bliver sofavælgeren karakteriseret som det apolitiske subjekt. Som ordet antyder associeres ”sofavælgeren” med borgeren, der i komfortabel ligegyldighed overfor samfundet forsømmer sin demokratiske medborgerpligt. Sofavælgeren inkarnerer udemokratisk passivitet.

Indenfor denne forståelsesramme, består ens demokratiske ansvar i stemmeafgivelsen. Lad os dvæle lidt ved ordet: stemmeafgivelse. Er der ikke netop et pacificerende aspekt i det at afgive sin stemme? At folde den sammen og smutte den ned i en urne? Hvordan skal man ytre sin mening, hvis man har sendt sin stemme til krematoriet?

Nogle vil mene, at stemmehandlingen i sig selv er et pacificerende ritual. Af samme grund har forskellige anarkistiske grupperinger op til parlamentsvalget ført antivalg-kampagner i Grækenlands byer. Fra deres perspektiv udgør stemmeafgivelsen punktet, hvor aktivisme forstummer. Ifølge Giorgios, som blandt andet er aktiv i solidaritets-gruppen for den besatte fabrik VIOME i Thessaloniki, er afvisningen af valget nødvendig: ”der var en social bevægelse, men da Syriza kom og lovede at repræsenterer den, faldt den fra hinanden. Demokrati fungerer sådan: Jeg stemmer på dig. Du er en klog mand. Jeg går hjem og drikker øl.”

Giorgios har fat i en pointe; nemlig at forholdet mellem aktivt og passivt politisk engagement har forskudt sig. I en sammenhæng, hvor folkets parlamentariske repræsentanter handler stik imod deres folkelige mandat, er sofavælgeren måske netop det progressive politiske subjekt. Hun eller han har erkendt, at løsningen ikke findes indenfor rammerne af det spektakulære demokrati, og nægtet at lade sig pacificere. I den forstand kan beslutningen om ikke at stemme være et udtryk for en principiel afvisning af repræsentationens legitimitet.

Hvis vi forestiller os, at de 44,6% ikke-afgivede stemmer (blanke og udeblevne) repræsenteres i det græske parlament med tomme sæder, så vil dette imaginære parti af ikke-vælgere komme ud af valget som Grækenlands største parti. Og hvis vi ydermere husker på at den græske valglov giver 50 bonus-mandater til det største parti i parlamentet, så vil det imaginære parti kunne blokere enhver beslutningsproces, med et absolut flertal på 161 ud af 300 mandater. Måske var det det, Tsipras havde i tankerne, da han kaldte valgresultatet “en sejr for folket”.

Al magt til det imaginære parti!

New Democracy’s partitelt på Syntagmapladsen, parlamentsvalgdagen, september 2015

The Jurassic World of Tuzlan Spectacular Economy

I

Tuzla rests on hollow ground. The underground of the capitol of the eastern part of Bosnia is excavated by a huge salt mine, reminder of the glorious past of the city as industrial centre, and provider of salt for the entire Yugosphere. Now abandoned, it symbolically contradicts the neoliberal myth, that dismantling the social state and opening the market means economic revitalization through productive foreign investment. In Tuzla it only means massive de-industrialization, slow decay – and fast semi-legal theft – of the means of production. As to the “lowering the costs of production”, which would allegedly be the driving force of revitalization, only prevails its social price and precondition: wage pressure and “flexibility” due to social desperation.

Gradually, as the houses of the city center are sinking into the ground, they are evacuated. In the new part of town banners on fancy new apartment stores read: “Here the houses are not sinking into the ground”. But it is a lie. The entire place is doomed. There is no production to sustain the consumption of luxury apartments. But when you come to Tuzla, having some vague idea of the numbers (40% unemployment, 75% youth unemployment, generally no unemployment insurance, etc.), you’ll be surprised. You’ll find the appearance of all aspects of a consumer class in a decadent late consumer society.

Who owns all the big cars in the streets? Who are all the well dressed people walking the shopping street, with a manner of flying on business class, but apparently with no other purpose in life but going to the next café, consuming? Who are all the tanned people in the swimming entertainment park, that has been constructed in a collapsed part of the abandoned salt mine? Indeed, what’s up with that – turning the center into some crazy imitation of tourism – the ultimate image of disengaged consumption, the high point of the spectacular economy.

Who are are these people?

II

Deconstructing the visible class of the Tuzlan spectacular economy, in fact it consists of of three hierarchically organized sub-classes:

The lowest class is entirely imaginary. The gold chains are made in plastic, the Gucci purses are “made in China”. We could call it the wannabe class. Every morning they ask grandmother, whose pension provides their living too, for coffee money. It’s the lower middle class striving for “upwards mobility” through an imitation of sweet life; maybe someday they’ll catch big fish and be saved, if aesthetic assimilation succeeds. But it’s unlikely. Usually you can easily detect this class by its lack of Class. The heels are too high. The spending is to nonchalant and show-off. The trying is too hard.

The middle class, on the other hand, is symbolic in character: it spends with the reference to an alleged wealth elsewhere. It is the indebted class of Bosnian economy.

♣

Today the total debt of the ex-Yugoslav countries is five times higher than before the war. The neoliberal receipt, supposed to solve the debt crisis, has only worsened it. Opening the markets has not meant creating conditions for an “export-led economy”, as the story goes, but has allowed advanced industrial economies of the European core – like Germany – to expand it’s export market and thus, because of advanced technological production and higher productivity and competitiveness, out-compete local industry; again worsening the trade balance and forcing the country to take up loans to finance expanded import, hypocritically encouraged by low interest rates in ECB and the European banks. As it has been said: “The EU model of Balkan integration spurs deindustrialisation and erects a fragile consumer economy built on a pyramid of debt”.

♣

The secret of the indebted class is the emptiness of the reference. Tuzla is slowly sinking into the vacuum of deindustrialized economy, but on the surface the spectacle hysterically goes on, increasingly and artificially inflated by unpayable debt. It is the direct effect of the marketization and it’s accelerating; for today (as always since the late 70’s) the answer is “more of the same”. The bubble is bound to burst.

The last and upper class is the predator class of Bosnian economy. All ordinary citizens know who they are. They are so deeply integrated in the public institutions, that the obscure networks of bribery and corruption which results, seem impossible to penetrate.

♣

Admitted: the Bosnian politicians have the comparatively highest wages in the world; and the political-bureaucratic class is probably the comparatively largest in the world, since not only is the little country vertically subdivided in a (1) national, (2) federal/republican, (3) cantonal and (4) municipal level – it is also horizontally subdivided in order to institutionally represent the three different “constituent ethnic peoples” equally, resulting in for instance a tripartition of the precidency, and thus a tripling of the president him/herself. This peculiar structure was constituted with the Dayton Peace Accords that ended the civil war, and at the same time secured the eternal return of different variations of the “ethnic conflict”, in the shape of spectacular-parliamentary quarrels about “vital interests”. Dayton was an ambitious experiment in realizing primitive tribal war as the constitutional structure of the state; not only as a political correlate and archetype of market competition, but profoundly political in the fundamental sense defined by Foucault, in securing the “continuation of war with other means”. Everybody talks about corruption. As a masochistic echo of the theory of the “corrupt Balkan mentality” and the blessings of foreign investment, the citizens now tragically invest their last hope in foreign intervention, the EU seemingly out of reach. But it was the “international community”, itself a bastard notion, that installed the beast

♣

In contrast to the wannebe and the indebted class, the wealth of the predator class is real enough, though not sustainable. Their wealth won’t last, cause they didn’t learn how to properly exploit, they’re merely stealing – and some day there is nothing left to steal. The reference to “ethnic identity” is to the political elite only an excuse for personal gain. The cute appearance of at least some sort of tribal community attachment veils purely reptile mentality. As such it needs to be analysed through the clear lens of the Jurassic World.

III

The forth film in the Jurassic Park series is – like the people of Tuzla – coming to terms with The New World Order. The entertainment park, exhibiting the horrors and fascinations of reptile life, is now expanded from a park to a “world”: The Jurassic World. But the entertainment park suffers from a business crisis of failing audience and investor attention: bored with “just dinosaurs” people need something more horrifying, more entertaining, more cool. To this purpose geneticists have created a terrible hybrid: “the indominus rex”.

As always in the Jurassic Park series the action starts with emergency due to technical failure: as fences go down the spectator-consumer – both internal and external to the film – can suddenly contemplate themselves as possible objects of consumption, as part of the food chain, sunk into a generalized order of the violent struggle of survival.

But the result is not a “return” to the natural order of immediate satisfaction of needs. “It doesn’t kill because it is hungry,” the action hero remarks when they see a field full of slain dinosaur corpses, “it kills for sports”. The beast is artificially made more dangerous by scientific modification, with the purpose of satisfying a very human fascination of raw violence. The blood lust is not natural, it is a reflection of the reptile fantasy of the audience. Indeed, its most mortifying ability is intelligence (suggesting implementation of human genes).

But something is wrong. A nerdy type nostalgically wears a retro t-shirt from the original and authentic Jurassic Park. Now it’s all fake, reproduced for the sake of business and spectacle. All ties to naturally existing prehistoric species are broken. Of course he’s right: there should only have been one Jurassic Park. “The indominus rex”, incarnating the only known answer of the managers of the park as well as the producers of the film – faster, stronger, better! – only deepens the crisis. In fact, it is a crisis of the whole spectacular character of the economy: its lack of reality. A crisis that can not be solved through genetic manipulation or technical innovation.

The sad truth about Jurassic World is that it’s only attraction is the very same “indominus rex”: a spectacular expression of the fact that crisis and solution, stasis and excess, in the entertainment park as in the rest of the spectacular economy is one and the same; just more of it! From now on every sequel will have to incorporate a comment on its own failure to reinvent itself. The meta-commentary of the nerdy type is probably, as in all of contemporary Hollywood, the only true element of the film, and therefore his function is purely apologetic.

As the story goes the failure is incorporated in the system as an excess of ever exaggerating stimuli in order to catch audience attention. Like the 3D-effect breaking through the screen the “indominus rex” is supposed to break through decades of dull Hollywood reproduction by crossing the fences that confines it from the spectators and introducing real violence on the stage.

The problem is just that as the horror increases the violence is ever more unrealistic and the crisis deepens.

IV

The extreme productiveness of the capitalist system relied on an extraordinary historical symbiosis of two opposed principles: competition and cooperation. The same process that horizontally divides economic space into competing entities with opposed business interests, at the same time vertically links businesses in ever growing production chains with ever more specialized labor divisions.

It is the unlikely process of ever rationalizing production for the sake of irrational personal greed (i.e. competitiveness). These two elements not merely coexist but enhance each other reciprocally. It is rationality focused by greed, or greed with rationally maximized efficiency. The internal balance in the dual process of integration-disintegration of economic space is crucial for productiveness as well as stability of the capitalist system.

The process is evaluated by anonymous market mechanisms facilitating a controlled “state of nature” of the survival of the fittest, where any lack of greed will be automatically punished. On the market survival means profits, cause a lack of profits – and so renewal of investment – will mean decay and suffocation.

V

At the historical stage of the Jurassic World of globalized predator capitalism, however, the symbiosis of competition and cooperation is broken, and – like the “indominus rex” who ate its twin sister, that was supposed to teach it social behaviour – the system starts cannibalistically feeding on itself.

The supreme capitalist of the “indominus rex” does not accumulate to satisfy his needs (“because he’s hungry”), but for the sake of further accumulation of exchange value abstracted from any possible use. Blood lust is the driving principle of society. The rational organization (economic regulation) of the killer instinct has resulted in a supra-natural excess of predation that undermines the sustainability of the system, by causing the extinction of the species on which it is feeding: the “indominus rex” slays everything on its way. Its total domination is a threat to the ecosystem that conditioned its growth.

Like the managers of the park, the crisis response is – as it has been since the late 70’s – more of the same! The crisis deepens. The result is the normalization of excess: a “state of exception” – in Agamben’s sense – as the artificial reproduction, at the final stage of history, of that innermost fantasy of capitalist society: the hypothetical-primordial “state of nature”, which was the negative foundation of modern liberal state theory/legitimization (e.g. Hobbes and Locke). As bourgeois ideology the theories of the “state of nature” were configured on the Darwinist-capitalist metaphor of market competition (natural selection) as the basic principle of survival, and survival as the basic principle of life.

VI

In fact the wealth of civilization relies not on the fetishized principle of competition, but on the opposite: sophistication of cooperation. Their historical marriage – the era of “rational self interest” – is well gone.

In the history of capitalism their inner contradiction gradually unfolded in crisis. As industrialization and cooperation advances, jobs are automatized and labourers substituted by expensive machinery in the name of productivity, the expenses spend on labour falls at the same rate as massive amounts of value is amassed in the ‘constant capital’ of machinery, computers etc.. As the lucrative potentials of labour exploitation falls, with labour share in proportion to total capital investment – the lucrative potentials in getting the hands on the means of production increases. At a certain point, the potential profitability of specializing in stealing – legally or illegally – the means of production, exceeds the potential profitability of investment in new production and labour exploitation.

In the ex-socialist states this point has long been reached: socially owned industries, build up through years of massive state investment, is privatized in no time; then basically given away. Earlier repressed classes of opportunists have come to power, exploiting the generally feeble and easily corruptible states (often using vocabularies of nationalism or representing imagined American style consumerism). Behind the spectacle of institutionalized ethnic war in Bosnia, the predator class is getting control of the newly privatized economy, through buy-offs and sell-outs, asset-stripping, bankruptcies and foreclosures.

Yet a collapse is unlikely, unless the whole ecosystem (as global warming humbly suggests) goes down with it. The dismantling of cooperation, embodied in industrial production chains, and the regression to primitive society of desperation, creates the possibility of starting all over again. That is the “disastrous” aspect of predator capitalism. And when there is nothing left to steal, someone will probably remember, or learn anew, how to productively exploit.

Bosnien – demokratiets vuggedød i EUropas fri legestue

I overgangen til bosnisk demokrati har det internationale samfund indskrevet sig selv som ”neutral” forvalter af fredsimplementeringsfasen. Overgangsfasen skulle have varet et år. Idag, 20 år efter Daytonaftalens ikrafttrædelse, er undtagelsen fortsat reglen – og på ubestemt tid. Et forhold der røber forvaltningens pris.

Fredsinjektion

Efter Jugoslaviens opløsning hensank Bosnien i en dyb politisk krise og borgerkrigstilstande der varede op gennem 1990’erne. Udformningen af Dayton Peace Agreement blev indledningen på en transitionprocess der skulle sikre en fredelig overgang fra det tidligere Jugoslaviens étpartisystem til et bosnisk suverænt demokrati. Ved forhandlingsbordet indtog det internationale samfund sin plads. The Peace Implementation Council (PIC), repræsenteret i Bosnien ved The Office of High Representative (OHR), fik til opgave at ”sikre implementeringen af Dayton aftalen i overensstemmelse med The General Framework of Peace Implementation”. PIC blev sammensat af 55 medlemslande og internationale organisationer, deriblandt FN, IMF, Verdensbanken og USAID.

Som interesseløs forvalter af fredsimplementeringen skulle High Representative’s tilstedeværelse i Bosnien udgøre en diplomatisk stødpude mellem politiske fraktioner og garantere at alt forløb efter aftalen. Han fik besked på at agere ”fader-figur” som forbillede for et kommende Bosnisk demokrati.

I 1997 udvidedes the High Representative’s magtbeføjelser på to betydelige punkter. Med Bonn-aftalen fik han myndighed til at 1) ”Adopt binding desicions when local parties seem unable to or unwilling to act”. 2) ”remove from office public officials who violate legal commitments or in general the DPA [Dayton Peace Agreement]”. I 2004 havde Office Of High Representative afskediget 139 personer fra offentlige myndighedsposter deriblandt dommere og folkevalgte politikere. I nogle af tilfældende medførte afskedigelserne livsvarig karantæne fra offentlige poistioner og fastfrysningen af private bankkonti.

Supenderingen af demokratiet – i demokraties navn

Et helt grundlæggende princip i en repræsentativt demokratisk forfatning består i de folkevalgtes ståen til ansvar overfor folket. I direkte modsætning til dette princip står The High Representatives retslige immunitet: han er ikke folkevalgt, og hans beføjelser overskrider almindelige retsprocedurer. Hans beslutninger kræver ingen forudgående høring med de involverede personer, kan ikke ankes og virker med ”øjeblikkelig effekt” – som dekretet i undtagelsestilstanden. HR står ikke juridisk til ansvar overfor andre organer end The Peace Implementation Council (dvs. ikke det bosniske folk, dvs. ikke noget folk).

”Suveræn er den, der træffer afgørelsen om undtagelsestilstanden (…) Han står udenfor den normalt gældende retsorden og er alligevel en del af den, da han er bemyndiget til at afgøre om forfatningen kan suspenderes in toto.” Carl Schmitt, Politisk Teologi

High Representatives juridisk-politisk position ligner suverænens, hvis man følger Carl Schmitts definition. Han er hævet over den retsorden han er indsat til at implementere og bemyndiget til at suspendere. High Representative Inkarnerer en gråzone immanent i Bosniens lov, hvor lovgivende, udøvende, og dømmende magtbeføjelser midlertidigt sammenfalder i en enkelt person. Denne gråzone benyttede Carlos Westendorp i løbet af sin 2-årige periode som som High Representative til at afskedige 16 højtrangerende ”officials”, inklusive, i maj 1999, den nyvalgte president for den Serbiske Republik, Nikola Poplasen. Westendorp udtalte i 1997 ”If you read Dayton very carefull (…) Annex 10 even gives me the possibility to interpret my own authority and powers”.

Undtagelsestilstanden indebærer en midlertidig ophævelse af retslige normer på baggrund af nødssituationen. Med udgangspunkt i nødsituationen – krigen og senere krisen – har det internationale samfund erklæret Bosnisk undtagelsestilstand (overgangsfase) på ubestemt tid og tildelt High Representative suveræne magtbeføjelser.

I 1999 konstaterer det Europæiske Råd: ”Since the High representative is effectivily the supreme legislative and executive authority, this means in the final analysis, that Bosnia and Hercegovina is not a democracy”. Respekten for demokrati og national suverænitet er altså tilsyneladende ikke skrevet øverst på prioriteringslisten. Men hvad er så?

Markedets synlige hånd

Under udformningen af den Bosniske konstitutionen i forbindelse med Dayton-aftalen beskrev man følgende delmål: ”[The constitution is] Desiring to promote the general welfare and economic growth through the protection of private property and the promotion of a market economy”. Formuleringen indskriver sig i en hegemonisk diskurs hvor frie markedskræfter fremstilles som en rent teknisk betingelse for demokrati. Målsætningen skulle, ideelt set, som førpolitisk handling sikre et demokratisk princip – ikke være politisk orienteret. Men frie markedskræfter har aldrig været apolitiske.

Markedsorienterde interesser I Bosnien har været varetaget af IMF allerede fra 1980’erne med de første Jugoslaviske strukturreformer. Med oprettelsen af PIC, OHR og ”Economic Task force” institutionaliserede den neoliberale kurs. Economic Task Force som har det primære ansvar for koordineringen af en såkaldt rekonstruktion af Bosniens økonomi, blev i 1996 beskrevet af daværende High Representative som ‘one of the most potent instruments at our disposal to influence the reintegration of the country … it thus has great political significance’. Kontrol med Economic Task Force foregår gennem en OHR-organiseret koordination af økonomiske udviklings agencier – Verdensbanken, Europa Komissionen, Den Europæiske Bank for Rekonstruktion og Udvikling, IMF og International Managetment Group – på ugentlige møder i Sarajevo.

Mantraet for markedsorienteringen var at skabe betingelser for økonomisk stabilitet og vækst gennem en sund handelsbalance som skulle sikre Bosniens udvej af gældskrisen. Første fase i udviklingen bestod i at sænke produktionsomkostningerne ved at skabe fleksibilitet på arbejdsmarkedet og afmontere socialstaten dvs. minimere lønomkostninger. Det skulle resultere i en økonomi som var konkurrencedygtig på det globale marked og dermed vækst. I anden fase af udviklingen skulle vækstøkonomien komme alle i samfundet til gode (triggle-down effekten) og således skabe ”general welfare (…) through the promotion of a market economy”.

Realiteten skulle siden vise sig at blive en anden. Idag er den samlede gæld i de tidligere Jugoslaviske lande 5 gange større end før krigen. Handelsbalancen er værre og arbejdsløsheden højere end nogensinde. Åbningen af det Bosniske marked betød ikke produktive investeringer men deindustrialisering. Presset fra teknologisk avancerede økonomier, med højere produktivitet og stærkere konkurrencedygtighed (såsom Tyskland), resulterede faktisk i en udkonkurrering af den lokale industri. Udviklingen har ført til en yderligere skævvridning af handlesbalancen og, som resultat af import-financiering, yderligere gæld. Markedsreformerne har selvsagt heller ikke resulteret i mere ”general welfare”. Bosnien har ikke udviklet en ”export-led economy”, men derimod udvidet eksportmarkedet for de europæiske kerneøkonomier.

Ligeså lidt som implementeringen af frie markedskræfter har fremmet Bosnisk velstand og velfærd, er den økonomiske rekonstrueringsprocess varetaget af neutrale internationale organer. Markedsorienterede strukturreformer kommer derimod specifikke handelsintersser til gode – og ikke de Bosniske. Man kunne passende sende en tanke til Grækenland.

Dayton Peace Agreement skulle sikre en fredelig overgang til et bosnisk suverænt demokrati. Den såkaldte ”transitionprocess” skulle have varet et år. Idag befinder Bosnien sig stadig i en overgangsfase på ubestemt tid. Midlertidigheden retfærdiggør det internationale samfunds politiske, militære og økonomiske intervention indtil et endnu uvist tidspunkt hvor Bosnien ”er klar til demokrati”. I Bosnien er undtagelsen blevet reglen. Demokratiet er suspenderet i demokratiets navn med undtagelsestilstanden som regeringsparadigme for vestlige liberale demokratiers økonomiske interesser.

Det Internationale Samfund i Bosnien: brobygningshysteriets racistiske dialektik

ET IMPERIE UDVIDER SIT TERRITORIE

1.

“In 1993, Croats demolished the old bridge of Mostar, which for centuries had been a symbol of unity for the city. Today, an Italian corporation is rebuilding the Stari Most bridge, but the river continues to divide the city into two sections—Christian Croat and Muslim Bosniak. The population was much more mixed before the war. That era has passed, however, and only recently, and very gradually, has any intermingling begun to occur between the two groups. It is ironic that in 2003, Mostar, the city of bridges, has no bridges. The international community has had a strong military presence in the city and is working to construct both physical and human bridges”

Beskrivelsen ovenover stammer fra Modern World Nations-seriens udgivelse om Bosnien. I dag virker det knap nok kontroversielt, hvordan man militært kan bygge “human bridges”, men kun fordi Bosnien allerede har skabt præcedens for “humanitære interventioner”. Broen i Mostar er det mest ikoniske billede på multikulturel sameksistens i Bosnien, ligesom billedet fra borgerkrigen af broen, der styrter i floden, er blevet ikonisk for sameksistensens ophør i etnisk konflikt.

Ind imellem de stridende parter, går historien, arbejder “det internationale samfund” på at genopbygge relationer. Hvem er det internationale samfund? Der findes ingen generel definition. I Bosnien er det internationale samfund The Peace Implementation Council (PIC), som designede Dayton fredsaftalen efter borgerkrigen; en samling repræsentanter for en “koalition af villige” stater, samt diverse internationale institutioner, FN- og EU-organer, Verdensbanken og ikke mindst IMF, som allerede i mange år havde været en central aktør i Bosnisk politik. Men det internationale samfund er også den Italienske virksomhed, som teksten ovenover symptomatisk specificerer, der er ved at genopbygge Stari Most. Det er den internationale kapitalisme som kosmopolitisk udbytter alle uden diskrimmination.

Ideen om brobygning ligger allerede i navnet: det inter-nationale samfund; det samfund som findes imellem nationer, som modsætningen til chauvinistisk nationalisme. Den historie der her skal fortællles har til hensigt at korrigere “det internationale samfunds” selvbillede som brobygger og forsoner. Det er et selvbillede som dybest set har til funktion at tilsløre en hemmelig alliance med de nationalistiske kræfter, man retorisk stiller sig i opposition til.

2.

Bosnien er i dag præget af social depression. Et kulturelt selvhad betragter landet som forbandet af en primitiv kultur. Aggressivitet, opportunisme og dumhed er karakteristika ved en særlig balkan-mentalitet. Alt er korrupt. Vi Bosniere kan ikke finde ud af noget. Vi har brug for hjælp udefra. Den eneste redning er at blive optaget i EU. Sådan går en udbredt fortælling. Regionen er hærget af en stammekrig som, overladt til sig selv, uundgåelig med jævne mellemrum blusser op. Selv hvis man nægter partisansk at tage stilling heri, så indrømmer man dog, at man er prisgivet primitivismen. Borgerkrigen er det ultimative bevis herpå. Men på den anden side tilbageføres borgerkrigen selv til regionens primitive kultur. De to fænomener kommer til at forklare hinanden, og dette nexus forklarer igen den nuværende sociale depression. Men at forstå årsagerne til borgerkrigen indebærer at forstå hvorfor nationalistske fortællinger pludselig blomstrede op, og befolkningen langsomt splittedes efter etniske linjer, efter 40 års relativ social fred, blandede ægteskaber, multikulturel sameksistens osv., i det socialistiske Jugoslavien. At forstå årsagerne til krigen indebærer at forstå hvorfor den kompleksitet af sociale, økonomiske og politiske relationer, som udgjorde stabiliteten i det Jugoslaviske system, gik i opløsning.

3.

Det jugoslaviske systems stabilitet var funderet i to komplekser af relationer. Den ene var en priviligeret international stilling som mægler mellem øst og vest. For det første i kraft af den geopolitiske stilling som militær bufferzone, der sikrede både øst og vest mod potentiel aggression fra modparten i Balkan; for det andet i kraft af landets unikke udgave af “markeds-socialisme”, som muliggjorde økonomiske forbindelser i begge retninger (i stadig stigende grad mod vest). Det andet kompleks af relationer var landets interne socio-økonomiske situation. Økonomisk vækst, industrialisering osv. havde muliggjort fuld beskæftigelse i Jugoslavien fra 50’erne til 70’erne, samt udviklingen af relativt omfattende sociale rettigheder: socialt sikkerhedsnet, garanteret sygesikring, pension osv., samt en hvis grad af økonomisk ‘demokrati’ (i form af det berømte “self-management”-system).. Resultatet var en udbredt følelse af social sikkerhed. Fattigdom, i den ekstreme form, var begrænset; de basale levnedsmidler var garanteret af staten.

Systemet begyndte at gå i opløsningen, da landets gæld eksploderede som resultat af oliekriserne i 70’erne, som hævede renterne på dollars. Denne gældskrise udvikle sig langsomt til en generel økonomisk krise, som kun kunne løses, ved at henvende sig til IMF for at “omstrukturere gælden”, dvs. optage nye lån, som skulle bruges til at tilbagebetale de gamle lån, til gengæld for kravet om markeds-orienterede politisk-økonomiske reformer. Reformerne indebar en afmontering af socialstaten, for at lette statens udgifter. Mao.: en ansvarlig finanspolitik, som føjede en social krise til den økonomiske, i form af stigende arbejdsløshed, fattigdom og generel social usikkerhed. Den dobbelte krise voksede støt op gennem 80’erne, akkompagneret af IMF-lån og stadig mere omfattende krav om “økonomiske strukturreformer”. Samtidig (på grund af forskydninger i internationale handelsrelationer), ændrede markedets efterspørgsel efter Jugoslaviske produkter sig. Der opstod stigende uligheder mellem de forskellige republikker, hvor f.eks. Serbien og Kosovo blev ramt hårdere af den økonomiske og sociale krise end f.eks. Slovenien. Henmod slut-80’erne krævede IMF en konstitutionel reform, som overførte mere magt til den centrale føderation i Beograd overfor republikkerne. Dette skulle blandt andet styrke centralbankens muligheder for at føre en stram penge- og valuta-politik, hvilket igen (jævnfør neoliberal dogma) skulle genoprette en sund handelsbalance og stabiliere inflationen. Men de republikker, som stod bedst i den økonomiske krise, ønskede derimod mere decentralisering og økonomisk autonomi. Det var i løbet af disse debatter om konstitutionelle ændringer og markeds-orienterede reformer, at konflikten mellem republikkerne, som skulle føre til borgerkrigen, i første omgang brød ud. IMF var en af de centrale centrifugale kræfter.

Sideløbende havde den sociale krise, som var opstået ud af den økonomiske krise, udviklet et mere og mere mistænksomt og nervøst socialt klima. I takt med at de offentlige institutioner mistede evnen til at garantere borgernes velfærd og sociale sikkerhed, og flere og flere blev kastet ud i arbejdsløshed, vendte borgerne sig mod lokal-samfundet for hjælp. Institutioner som kirken og familien fik fornyet indflydelse. Nepotisme og kronyisme blev mere udbredt. I hvor høj grad det var realitet er omdiskuteret, men under alle omstændigheder mistanken om etnisk baseret forfordeling i tildeling af jobs og offentlig poster, havde sin egen virkning. Forskellige syndebuks-forestillinger blomstrede; kvindehad, politikerlede osv.. Men alle de “lokalistiske” tendenser forblev i første omgang apolitiske eller antipolitiske, et rent følelsesmæssigt udtryk for den nye situation af social usikkerhed. Først da det sociale klima blev retorisk udnyttet af republikanske politikere, som ønskede at mobilisere befolkningen i de temmelig abstrakte konstitutionelle debatter, blev de italesat indenfor en nationalistisk begrebsramme.

Overfor radikale perspektiver såsom mulig seperation fra Jugoslavien, eller mulig militær intervention overfor seperatister, var der i begge lejre behov for både den styrke og den legitimitet, som følger med folkelig mobilisering. De politikere, der i første omgang instrumentaliserede krise-stemningen via en nationalistisk diskurs, var ikke ideologisk set “nationalister”. De betragtede nærmere sig selv (og blev betragtet af iagttagere) som liberale “økonomiske reformatorer”. Den nationalistiske diskurs formåede blot at forbinde de abstrakte reformer til den generellle følelse af usikkerhed, samt behovet for en syndebuk. Referencer til Serbernes dominans “nede i Beograd”, stor-serbien, ekspansionstrang osv., vandt bedre genklang i den slovenske befolkning end spørgsmålet om en mulig strukturreform af centralbankens beslutningsproces (et af de IMF-krav, der var på spil). Men mobiliseringen af nationalismen var farligt spil, for den lod sig ikke fuldt ud instrumentalisere, og begyndte snart at følge sin egen logik.

4.

Den nationalistiske dynamik er funderet i en mytologi om “ældgamle etniske konflikter”, som tilbageføres til forskellige historiske overgreb, som spænder fra Det Ottomanske Emperie i middelalderen frem til anden verdenskrig. Både serbiske og kroatiske nationalister mobiliserede disse fortællinger for at styrke det interne sammenhold og hadet til Den Anden.

Fortællingen om den primitive balkan-mentalitet, som i dag er udbredt i den Bosniske befolkning, udspringer heraf. I stedet for at betragte den som et assertivt udsagn med sandheds-værdi, må man spørge: hvad er fortællingens sociale funktionalitet? Hvilket handlingsfællesskab tjener den til identitært at etablere? Hvilke handlinger og ikkehandlinger legitimerer den? Svaret er: krigen. Fortællingen kan ikke bruges til at forklare krigen, fordi den oprindeligt var en del af krigens dynamik som dens nationalistiske begrundelse.

Det er i det perspektiv at vi må forstå den efterfølgende proces, hvor det internationale samfund skulle overtage fortællingen om den primitive balkan-mentalitet og dermed gøre den nationalistiske mytologi til sin egen.

5.

Borgerkrigen stod på sit højeste. Det internationale samfund fordømte enstemmigt den “serbiske aggression”, alle talte om “etniske udrensninger”, men man tøvede med at gribe ind. Langsomt vandt en selvkritik frem blandt diplomater og journalister: hvordan kunne man lade stå til? De største massakrer i Europa siden anden verdenskrig, overgreb mod menneskerettigheder og demokrati. Da det internationale samfund endelig besluttede sig for at “tage sit ansvar på sig” og gribe ind, var der under presset fra denne kritik sket en afgørende, umærkelig forskydning i dets legitimationsgrundlag.

Den fortælling man mere eller mindre eksplicit bragte med interventionen indebar to væsentlige aspekter. For det første havde man overtaget nationalisternes fortælling om krigens årsager som ældgamle etniske konflikter. For det andet tillod denne præmis at man intervenerede i rollen som neutral mægler og forsoner, som om man ikke allerede var dybt involveret i Bosnien.

Men fordi nationalismen fungerer efter en selvforstærkende dynamik, hvor selve den offentlige artikulering af etniske modsætninger forstærker gensidig mistillid, og dermed hhv. diskrimmination (dvs. bekræftelse af mistanken) og positiv etnisk identifikation, så resulterede den etniske artikulering af konflikten faktisk i yderligere eskalering.

Det internationale samfund, som i første fase af sit engagement i Bosnien (primært via IMF) havde været med til at skabe de socio-økonomiske betingelser for konflikt, indhyllede nu krigens årsager i et farvestrålende slør af etnisk drama, og bidrog hermed i anden omgang til at virkeliggøre den etniske krig. Men først i den tredje fase, med Dayton-aftalen der afsluttede krigen, kom det virkelig innovative punkt, hvor man satte sig for at eviggøre krigen.

6.

Siden Dayton-aftalen blev gennemtrumfet har det internationale samfund været allestedsnærværende i Bosnien. The High Representative blev nedsat som den instans, der skulle administrere implementeringen af aftalen og samtidig repræsentere The Peace Implementation Council (dvs. det internationale samfund).

Man skrev en grundlov med “the highest level of human rights protection”. Som led i Dayton-aftalen etablerede man et tredelt præsidentskab, for at sikre repræsentation af de tre etniske grupper. Også parlamentet er på forhånd opdelt efter etniske linjer, proportionelt med befolkningens demografiske sammensætning.

Men hvorfor er der garanteret etnisk repræsentation og ikke, f.eks., garanteret køns-repræsentation, socialklasse-repræsentation, eller generations-repræsentation? Tvært imod at fremme “multikulturel sameksistens” er resultatet en garanteret opdeling af politikken efter etniske og nationalistiske skillelinjer, dvs. en fastholdelse af den etniske konflikt som politikkens centrale spørgsmål. Parlamentarisk politik i Bosnien er ét stort skuespil af etnisk selviscenesættelse, der holder det sociale had ved lige med evindelige referencer til etniske “vital interests”. The Peace Implementation Council har i sandhed virkeliggjort Foucaults definition af det politiske som “en fortsættelse af krig med andre midler”. Man gik ind i Bosnien for at indføre demokrati og sikre fred; i stedet indførte man teknokratisk administration… og institutionaliserede krigen.

TRANSIT TIL INGENTING: ET IMPERIE BENÆGTER SIG SELV

“The uncouncious of the EU has the structure of The Balkans”, Mladen Dolar

Ifølge Dayton skulle den internationale tilstedeværelse have varet et år, og den rituelle overdragning af magten til det bosniske suveræne demokrati skulle finde sted ved parlamentsvalgene i 1996. Men administrationen blev forlænget, først et år, derefter, i 1997, på ubestemt tid. Efter årtusindskiftet er flere og flere opgaver i stedet blevet overdraget fra FN til EU-organer. I takt hermed er en diskurs vundet frem som er velkendt indenfor “transition theory” (den akademiske disciplin som forsøger at se et mønster i de kaotiske overgange til “demokrati” i de gamle østblok-lande). Den går ud på en infantilisering af befolkningen. Det internationale samfund, EU især, antager rollen som formynder af en umoden befolkning, som endnu ikke er klar til demokrati. I denne lykkelige lille familie er bosniens borgere “børn af kommunismen”, mens The High Representative skal antage en “faderlig figur”. Udover at legitimere den fortsatte administration som en form for godmodigt formynderi, har infantiliseringen en anden diskursiv konsekvens: som børn, der kun kan se fremad, og må lære fra ny, reducerer man dem til tavola raza. Det internationale engagement i Bosnien er altså karakteriseret ved en dobbelt fortrængning: først var det nødvendigt at fortrænge det tidligere internationale engagement i regionen, for at kunne intervenere som forsoner, derefter var det nødvendigt at befolkningen fortrængte landets socialistiske fortid, så man kunne omfavne den nye tid med samme ubetingede tillid, som børn nærer til deres forældre. Hvis Bosnien fungerede som et laboratorium for udviklingen af nye magtmekanismer i vacummet efter murens fald, som vi endnu i dag forsøger at forstå, så var fortrængningens figur ikke er et unikt Bosnisk fænomen. Hele “transition theory” er gennemsyret af benægtelse og fortrængning, fordi dens præmis er sejrsherrernes historieskrivning om “historiens afslutning”, ideologien om ideologiernes død. “Historiens afslutning” er blevet forstået som overgangen til en tidshorisont hvor alle store forandringer allerede har fundet sted, dvs. uden fremtid. Hvis man tager udtrykket bogstaveligt, en tilstand uden historie, så betyder det dog en tidshorisont, hvor vores fælles fortid er blevet fortrængt. I de eks-jugoslaviske stater bidrager borgerkrigens betændte traumer belejligt til fortrængningen med berøringsangst. Imidlertid vender den den fortrængte fortid tilbage i form af fænomener som “Jugostalgia” og “Titostalgia”, eller “Communist nostalgia”; vulgære fænomener som “transition theory” kun kan betragte i frygt og væmmelse. Men som Mitjo Velikonja har vist, skal nostalgien ikke ses som en længsel efter den autoritære stat, som faktisk har eksisteret, men efter en bevidst “kitchset” og rekonstrueret fortid; eller faktisk nærmere en fremtid, der faktisk har eksisteret i form af de utopier og idealer, der engang herskede. Og tilsvarende skal “historiens afslutning” i det hele taget nok forstås som et forsøg på at fortrænge de utopier, der engang herskede i Europa. På en mur i Mostar hænger et stort rødt banner med en tegning af konturerne af den sammenstyrtede bro, og skriften “Don’t forget ’93”. Den evige påmindelse og reproduktion af billederme af krigens rædsler – både på musser over folkemord og i mediespetaklets etnokratiske cirkus – er det positive udtryk for fortrængningen; dels af krigens virkelige årsager, dels af ethvert alternativ til fortsættelsen af krigen “med andre midler”. Med den overhængende fare for at etniske konflikter bryder ud igen, som er implicit i “Don’t forget ’93” – som et underforstået “never again” – legitimeres det internationale samfunds fortsatte administration af Bosnien som et permanent kriseberedskab; ligesom statsmagten i øvrigt siden moderniteten har haft behov for fiktionen om et urhistorisk alles krig mod alle i “naturtilstanden”, latent i samfundet som overhængende fare, for at legitimere voldsmonopolet. Men i samme bevægelse, som krigens billeder holdes ved lige og alternativer fortrænges, udviskes også konturerne af det internationale samfund som politisk agent i Bosnien.

ET EMPERIE KONSOLIDERER SIN MAGT

7.

“To have the power of empire but not to have a social project makes the position of holding political power even more problematic. Empire in Denial seeks to take the easy way out, hiding behind the therapeutic codes of empowerment and the depoliticised regulations of law and administrative etiquette. The exhaustion of the Western political elite threatens to condemn the majority of the world to a future that is little different from the present and to pass the buck to others. In their lack of vision to mobilise the social and technical wealth at their command they reveal a historically unique lack of subjectivity. It is little wonder that they are in denial.”

David Chandler, Empire in Denial: the policy of state-building

Ifølge Herfried Münkler gennemgår ethvert imperie to faser: i den ekspansive første fase udvider det sit territorium militært, mens det i den konsoliderende anden fase stabiliserer sin magt indadtil civilt. I slutningen af 1930’erne identificerede Trotskij overgangen fra den første til den anden fase i Sovjetunionens imperium, med Stalins kampagne for at etablere en “arbejderkultur”. Planerne om verdensrevolution, eller blot Europæisk revolution, var blevet opgivet med den fascistiske reaktion i Europa. Nu handlede det om stabilisere og opretholde den socialistiske model man havde udviklet, ifølge den stalinistiske doktrin om “socialisme i ét land”, mod borgerlig reaktion. Men som Trotskij var opmærksom på, betød stabiliseringen af det sovjetiske “proletariatets diktatur” enden på det kommunistiske projekt.

I marxistisk teori består historien i en succession af forskellige former for klassesamfund. Da kommunismen er klassesamfundets ophævelse, er kommunisme en teori om “historiens afslutning” (og den er da også kritisk modelleret over det samme hegelianske begreb om “historiens afslutning”, som den senere demokratisk-liberale version, efter murens fald, tilegnede sig). Proletariatet – som blot kontingent historisk bliver knyttet til ‘arbejderklassen’ – indtager rollen som kommunismens politiske subjekt og centrale paradoks: det er den klasse, hvis historiske projekt er at afskaffe sig selv ved at afskaffe klassesamfundet som sådan. Analogt hertil er “proletariatets diktatur” en institution hvis eneste formål er at overflødiggøre sig selv og administrere sin afskaffelse. For både staten, som repressionsmiddel, og proletariatet, som klasse, er levn efter klassesamfundet – og historiens afslutning betyder såvel klassernes forsvinden som “statens døen bort”. Hvis en “arbejderstat” på den måde er i konstant indre spændinger, så sigter en “arbejderkultur” mod at stabilisere arbejderens sociokulturelle identitet, og konsoliderer dermed klassesamfundets fortsatte beståen. Det var Trotskijs erkendelse i “Revolution Forrådt”.

Problemet som sovjetbureaukratiet stod overfor var, hvordan man skulle tage springet fra “historiens afslutning”, som historiens sidste fase, der stadig ligger indenfor historiens grænser og trækker på dens magtmekanismer, til den post-historiske tilstand. Sovjetmagten var en undtagelsestilstand, for så vidt undtagelsestilstanden sætter den retsnorm midlertidigt ud af kraft, som det er dens hensigt hermed på sigt at garantere; og som sådan var den – som repressivt statsapparat der forsøgte at facilitere “statens døen bort” – i direkte modstrid med sit formål. Der er ingen glidende overgang, ingen brobygning, imellem de to tilstande. Resultatet var en suspension af historiens afslutning hvor undtagelsen blev reglen, der markerede sovjetmagtens legitimationskrise, og som varerde indtil dens sammenbrud.

8.

For at se konturerne af den imperiale model, som stadig er under udvikling i Bosnien, må vi nå frem til det vendepunkt, som indleder anden fase i det internationale samfunds Bosnien-engagement, som består i anerkendelsen af, at historien nægter at lade sig afslutte; at “the transition” kun fører til mere transition.

Den internationale racisme, som var præmis for interventionen og blev institutionaliseret med Dayton, havde fra starten svinget mellem to poler: en partisansk, anti-serbisk, som beskrev Milosovic som ond diktator, og “serberne” som “sole aggressor”; og på den anden side en generisk balkanisme, som tilskrev konflikten en primitiv kultur, der tilhørte hele regionen og alle dens etniciteter. Efterhånden som “the transition” er blevet permanent, hælder internationalt konsensus stadig mere mod balkanismen.

Gradvist er der sket et skift i fokus i den internationale tilstedeværelse i landet. Hvor formålet i starten var at indføre “demokratiske institutioner”, så handler det nu om at opbygge et civilsamfund, som socio-kulturel forudsætning for demokratiet. For at udføre denne opgave har et væld af internationalt sponsorerede NGO’er invaderet Bosnien, og har givet arbejde til en hel klasse af engelsk-kyndige og ansøgnings-dygtige klovne, som er til grin i resten af befolkningen. Deres arbejde beløber sig til et enormt ressurcespild. Disse moderne missionærer, med deres balkanistiske udgave af “white man’s burden”, har trods alt én social funktion: de videreformidler det internationale samfunds arrogance, så den bedre kan trænge ud i befolkningen som et kulturelt mindreværdskompleks.

Med forskydningen mod civilsamfundet er den internationale racisme ved at udkrystallisere sig i en passende form. Nu handler det om at civilisere en befolkning, som er tynget af nedarvet primitivisme og en autoritær historie. Nu handler det om at fremelske en demokratisk kultur. Først indførte man demokratiske institutioner henover hovedet på folket (demos); derefter gik man videre til den mere omfattende opgave at konstruere et folk som er på højde med de institutioner, man på forhånd har påtvunget det.

The High Representative havde oprindeligt til formål at overflødiggøre sig selv. Som “proletariatets diktatur” var det derfor, i teorien, en overgangsmagt, der havde undtagelsens figur, forsåvidt man i kraft af international teknokratisk administration skulle facilitere overgangen til bosnisk suverænt demokrati. Forskydningen mod civilsamfundet markerer samtidig det punkt, hvor undtagelsen bliver reglen, og det punkt, hvor det internationale samfunds anonyme imperie vender sig indad og sætter sig for at konsolidere sin magt.

Hvor den kulturelle drejning i Sovjetunionens “proletariatets diktatur” handlede om at udrydde de sidste rigide og indgroede rester af “borgerlig ideologi”, og erstatte dem med en arbejderkultur, så handler forskydningen mod civilsamfundet i Bosniens “transition” om at udrydde arbejderkulturen og den indgroede autoritære og primitive arv, for at erstatte dem med noget, man bedst kan beskrive som “borgerlig ideologi”. Men ligesom sovjetstaten selv, som repressivt statsapparat, var det ultimative udtryk for “borgerlig ideologi” og dermed den største hindring for historiens afslutning, så står den internationale teknokratiske administration af Bosnien uden tvivl den største “fare for demokratiet”, og på alle måder i modstrid med sit erklærede formål.

9.

For at imødegå den legitimationskrise, som uundgåeligt måtte følge heraf, har man forskudt sit engagement mod civilsamfundet. Civiliseringen af folket er, modsat indføringen af demokratiske institutioner, et potentielt uendeligt projekt. Resultatet er en bestemt magtstruktur: et æskesystem af styreformerer, der determinerer og legitimerer hinanden. I kraft heraf hersker et moderne imperie, og den unikke imperiale model, der er blevet udviklet, inkorporerer en rent virtuel refernce til demokratiet som spektakulær magt:

Demokrati ← Etnokrati ← Teknokrati ← Plutokrati

→legitimering                                            determinering←

spektakulær magt                                      virkende magt

Mens de demokratiske institutioner legitimerer og samtidig spektakulært tilslører de etniske eliters reelle magt, så garanterer den apriori etniske inddeling af repræsentanterne resultatet af demokraiet. Mens den institutionaliserede etniske konflikt (som overhængende fare) legitimerer det internationale samfunds administration af landet, og samtidig tilslører dets egentlige rolle, så er de etniske politikeres handlingsrum på forhånd defineret af The High Representative, som dømmer den sidste dom over en hver politiker og enhver politik. Det internationale samfund, fremstillet som “neutral” teknokratisk administration, kommer til at legitimere økonomiske reformer, som er alt andet end neutrale, og tilslører samtidig reformernes partisanske karakter.

Hvis modellen hidtil fungerer så falmer demokratiets spektakulære magt med dets fortsatte suspension. På længere sigt arbejder man på helt at frigøre sig fra den besværlige reference til et folk, og etablere et demokrati uden demos. Dette registreres i “transition theory” i teorierne om “delt” eller “betinget” suverænitet. Således kan en stats suverænitet kun anerkendes, så længe den lever op til visse betingelser, defineret af det internatinale samfund. Med andre ord står staten ikke længere til regnskab overfor sine borgere, men overfor det internationale samfund, men de kan føre den politik de vil, så længe det er en forlængelse af imperiets politik.

10.

For at vende tilbage til udgangspunktet. I det internationale samfund hersker et selvbillede som brobygger og forsoner, i opposition til de nationalistiske kræfter, som førte til krigen. Ved nærmere eftersyn tegner der sig et billede, som står i skarp kontrast hertil. Fra IMF’s strukturreformer i 1980’erne, gennem tilegnelsen af af den racistiske begrundelse for krigen, over Dayton’s institutionalisering og eviggørelse af krigen “med andre midler”, til forskydningen af demokratiserings-opgaven henimod civiliseringen af en befolkning, samtidig med de fortsatte økonomiske “liberaliseringer” – fra begyndelsen og indtil den dag i dag har den internationale tilstedeværelse i Bosnien bestået i en tilegnelse af den nationalistisk-etniske diskurs, og en reproduktion af de socio-økonomiske betingelser, som i samspil førte til krigen.

I afstanden mellem disse to fortællinger afsløres det internationale samfunds selvbillede som selvbedrag, og i selvbedraget fremtræder den nye verdensorden i form af et imperie, der benægter sin egen subjektivitet. Benægtelsen finder sted som en fortrængning af sin egen historiske agens; som en benægtelse af ethvert muligt alternativ, som kunne de-finere (afgrænse) og dermed lade imperiets magt fremstå klart som det, den er; og endelig som en tilsløring af den hemmelige alliance med de etnokratiske kræfter, som tiltrækker det politiske rampelys. Den etniske krig er måske i sidste ende det internationale samfunds inderste fantasi, ikke blot fordi det er en tilegnelse af statsmagtens oprindelsesmytologi (“naturtilstanden”) og legitimation, og samtidig bygger bro mellem urhistorien og historiens afslutning; men også simpelthen som den politiske struktur, der bedst afspejler den “alles krig mod alle”, som hersker på det frie marked.

11.

I februar 2014 bredte masseprotester sig pludselig over mange Bosniske byer. For første gang siden uafhængigheden brød befolkningen ud af en tyve år lang tilstand af stadig dybere politisk depression. Der blev etableret åbne og basis-demokratiske “plena”, som formulerede krav til politikerne om opgør med omfattende korruption osv.. Protesternes betydning er af mange blevet formuleret som en overvindelse af de etniske opdelinger i landet, og en genåbning af det politisk-demokratiske rum. For første gang siden krigen mødtes folk på gaden og identificerede sig med hinanden på baggrund af socio-økonomiske markører på tværs af etniciteter. Skilte som “vi er sultne på alle tre sprog”, og “frihed er min nation” kan illustrere.

Under protesterne udspillede der sig efter sigende følgende situation omkring den ikoniske Stari Most-bro i Mostar. Mens demonstrationer på begge sider af broen viste bannere med de samme paroler, stod politiet midt på broen og holdt demonstrationerne adskilt. Et par dage senere truede The High Representative med at indsende EFOR-styrker for at “stabiliesre situationen”. Så meget for forsoning og folkemagt når det virkelig gælder.

BOSNIEN SOM PARADIGME

Bosnien er interessant som laboratorium for den ny verdensorden, og vi genfinder retrospekt mange magtmekanismer – som dengang var kontroversielle men nu er hverdag – såsom den “humanitære intervention” for at forhindre etniske udrensninger og den efterfølgende internationale tilstedeværelse for at “opbygge demokrati” (Kosovo, Irak). I finanskrisens teknokratregeringer i Grækenland og Italien finder vi den internationale administration med udgangspunkt i en undtagelsestilstand, der tager magten ud af hænderne på infantiliserede national-politikere – som farligt legetøj – for at handle ansvarligt og indføre de nødvendige økonomiske reformer. Men først og fremmest skaber Bosnien figuren for den grundlæggende modsætning, som i dag dominerer EUropæisk politik. Mens højre og venstre, med de gamle partier, er blevet uskelnelige, har nationalistiske og nynazistiske partier rejst sig fra periferien af det politiske landskab i de fleste EU-lande. I takt med at nationalistisk-populistiske spørgsmål i stigende grad dominerer skuespillet i medier og parlamenter, så gennemføres kapitalistiske reformer som om de var rent administrative, hævet over det politiske. En ny polaritet definerer åbenlyst det politiske spændingsfelt – mellem teknokraterne og populisterne. De to poler interagerer konstant, og deres tilknytning til partier er kontingent og omskiftelig. Mens teknokraterne den ene dag i den liberale tolerances navn taler om respekt for minoriteter, så vil de den næste, i en offentlig imitation af populisternes retorik, beskytte demokratiet mod “islamisering”; og mens populisterne den ene dag harcellerer over “dem dernede i Bruxelles”, som vil regulere fedtindholdet i vores pølser, så accepterer de den næste dag stiltiende vidtrækkende økonomiske reformer, som ligger i blind forlængelse af EU-politikken. De to poler forstærker hinanden. Mens populisterne med glæde overlades den politiske scene, med et sprog pakket med symbolik og patos, så gennemfører teknokraterne i mediespetaklets backstage liberaliseringer som øger prækaritet og ulighed, og dermed reproducerer betingelserne for syndebuksforestillinger og lokalisme – som under optakten til den jugoslaviske borgerkrig. Og når det etniske spetakel sætter ind med fornyet styrke, skabes yderligere rum for at økonomiske reformer kan gennemføres i det ubemærkede. Først i valgets øjeblik optegner polerne sig klart, når teknokraterne må fremstille sig selv som fornuftens partisaner for at tiltrække de “ansvarlige stemmer”, som trods alt endnu er rystede over vulgariteten i det etniske cirkus, som efterfølgende trods alt alligevel bliver regeringsgrundlag. Spørgsmålet er hvornår den EUropæiske nationalisme, som teknokraterne har instrumentaliseret for at mobilsere befolkningen, når et punkt, hvor den er uden for teknokraternes kontrol. Det virker til, at den i disse år er begyndt at følge sin egen dynamik. En spekulation: situationen er i dag på alle måder værre end før finanskrisen. Gældsboblen er blæst op igen, kapitalstrømme flyder ureguleret og økonomien er mere koncentreret end nogensinde. Samtidig er man ved at nærme sig de sociale grænser for austerity-politikken. To forskellige centrifugale kræfter truer systemets stabilitet: sideløbende med den nationalistiske populisme er basis-demokratiske bevægelser vokset frem i sydeuropa, som – i kontrast – fremstiller EU-institutionernes “demokratiske underskud”. Det er ikke et spørgsmål om hvorvidt men hvor længe teknokraterne med trusler om terror og økonomisk kollaps formår at holde situationen under dødlignende kontrol. Herefter er spørgsmålet hvilken retning opløsningen vil tage: vil en folkelig bevægelse formå at afvise gældsslaveriet og bankernes tyranni, punktere EU’s potens og afstedkomme financiel panik, opløsning af EU og erstatningen EU-nationalstats-dynamikken med andre former for regionale samarbejder; eller vil – hvilket er mere sandsynligt – en vellykket undertrykkelse af den stigende folkelige utilfredshed vende hævngerrigt tilbage i den forvrængede form af nationalistisk løsrivelse eller krig. Fra teknokratisk perspektiv vil den første mulighed være problematisk, for i tilegnelsen af begrebet om demokrati brydes den virtuelle reference mellem teknokratiet og demokratiet. Den sidste mulighed tillader derimod en løsning i stil med den Bosniske: en apriori etnisk konstitution, som institutionaliserer den endnu på europæisk plan ustabile alliance mellem etnisk skuespil og teknokratisk styre i demokratiets navn. Måske har den EUropæiske magt snart brug for en ny stor krig, som ikke blot kan re-legitimere det internationale samfunds anonyme imperie, men samtidig producere nye farvestrålende billeder og betændte traumer, som kan bidrage til fortrængningen af såvel den hemmelige alliance med nationalismen som af ethvert universelt perspektiv, der sætter samarbejde imellem mennesker i stedet for den permanente borgerkrig og kampen om markedsandele.

Bosnien halvandet år efter revolterne

I februar 2014 udbrød masseprotester over hele Bosnien. For første gang siden uafhængigheden i 1995 var der igen fokus på Bosnien i de internationale medier. I løbet af foråret druknede mediedækningen i de katastrofale oversvømmelser, som ramte landet, og kort efter ophørte nyhedsstrømmen helt. Arven efter protesterne er i dag inkarneret i den kamp, der udspiller sig omkring DITA-fabrikken i det østlige Bosnien. Vi er taget til Tuzla for at undersøge den aktuelle situation.
_____

KONTRAPRODUKTION

Ved afslutningen af den Jugoslaviske borgerkrig i 1995 indledtes en såkaldt demokratiseringsproces i de eks-socialistiske stater. Den indebar en bølge af masseprivatiseringer, der havde til formål at revitalisere økonomien ved at afhænde den hidtil kollektivt ejede industri til private investorer. Deriblandt var DITA-fabrikken, en af det tidligere Jugoslaviens største vaskemiddelproducenter.

Privatiseringen af DITA er imidlertid historien om dalende og periodevis nedlagt produktion; fyringer; lønninger der aldrig blev udbetalt; “asset strippings”; falsk bogføring og ulovlige lån som førte til, at virksomheden endelig styredes i konkurs.

Skiftende ejere har overtaget fabrikken med løfter om at genoptage produktionen, udbetale tilbageholdte lønninger, skabe arbejdspladser og investere. Løfter som aldrig er blevet overholdt.

Imellem 2004 og 2005 optog ledelsen lån for omkring 32.000.000 kr. Penge som kun nåede fabrikken i form af yderligere gæld. Da der belejligt nok ikke fandtes bogføring for DITA i denne periode, er det en gåde, hvor pengene endte. Det ville være en lige så stor gåde, hvordan lånene blev godkendt af banken, hvis ikke det var fordi, direktøren for den bank, der udstedte den største andel af lånene, sad i DITA’s bestyrelse.

I slutningen af 2005 meldte det Sarajevo-baserede firma Lora sin ankomst som medejer og investor. Historien gentog sig selv. Obskure lån blev taget henover hovedet på arbejderne, alt imens der ifølge ledelsen ikke var råd til at udbetale lønninger. Produktionen faldt og gik endelig i stå grundet manglende investeringer. Eller sådan lød begrundelsen.

Faktisk var der, ifølge arbejderne, da Lora kom ind i billedet, slet ikke behov for rekapitalisering. På lagrene lå færdige produkter for ca. 14.000.000 kr. samt tilstrækkelige råstoffer til omkring et halvt års fortsat produktion. Det figurerede bare ingen steder i papirerne. Derudover blev der oprettet et søsterselskab, hvor igennem DITA’s køb skulle foregå. Dermed opererede DITA selv, på papiret, med underskud. På den måde føjede falsk og kreativ bogføring sig til stigende gæld på vejen mod konkurs.

Som led i ‘demokratiseringsprocessen’ nedlagde man såvel det offentlige kontor for bogføring som domstolen for arbejds-relateret kriminalitet. Den udbredte korruption i det almindelige bosniske retsvæsen er velkendt. En dokumenteret anmeldelse, som arbejderne indleverede til retten i 2012, venter stadig på dommere og efterforskere i økonomisk kriminalitet, som “for tiden har travlt med at undersøge andre sager”. Mulighederne for at bekæmpe de ulovlige privatiseringsprocesser ad rettens vej er mildest talt begrænsede.

DITA

Den første strejke på DITA blev indledt den 24 august 2011. Arbejderne havde ikke modtaget løn i 7 måneder og indbetalinger til pension og sygesikring havde ikke fundet sted i næsten 2 år. Siden da har strejkerne kun været afbrudt af kortvarige kompromisser. Aftaler som ledelsen næsten omgående har brudt.

Siden 2012 (som svar på en lock out) er fabrikken blevet bevogtet af arbejderne i døgndrift af frygt for yderligere “asset strippings”. Fra midten af 2013 mødtes de ansatte hver onsdag foran Sodaso-bygningen, daværende hovedkvarter for Tuzlas regionale regering, for at udtrykke deres utilfredshed med korruption, stigende arbejdsløshed og manglende politisk vilje til forandring.

DITA-arbejderne reagerede på specifikke omstændigheder, men deres protester skulle vise sig at appelere til en pirrelig nerve i det Bosniske samfund.

Den 5. februar 2014 greb den sædvanlige onsdags-demonstration om sig. Omkring 500-600 borgere, hovedsageligt arbejdere med lignende erfaringer og deres familier, sluttede sig til demonstrationen. En improviseret vejblokade ledte til åben konfrontation. Politiets voldelige indgriben vakte forargelse, og dagen efter var antallet af demonstranter vokset til næsten det tidobbelte. Den 7. februar var ca. 10.000 mennesker stimlet sammen da Sodaso-bygningen blev stormet og brændt.

En lavine af protester med enslydende paroler bredte sig på få dage over store dele af Bosnien-Herzegovina. Der blev prikket hul på en byld af ophobet utilfredshed med årtiers stagnation, korruption og stigende social elendighed. Den 9. februar blev det første “plenum” stiftet i Tuzla – en praksis der lige så hurtigt som protesterne spredte sig til andre byer som Sarajevo, Mostar, Bihaĉ og Zenica. Plenummet udgjorde et åbent forum, indenfor hvis vægge enhver kunne ytre sig om hvad som helst. Det reflekterede behovet for at artikulere bevæggrundene for de improviserede revolter men førte dem i realiteten ind i en ny fase. Offentlige møder med op til 700 fremmødte blev afholdt dagligt, senere ugentligt. Plenummet var åbningen af et nyt politisk handlerum i Bosnien. Flere regionale regeringer annoncerede deres tilbagetrædelse som svar på begivenhederne.

Der går en direkte linje fra DITA til februar-revolterne. Men længe inden protesterne satte Tuzla på verdenskortet spillede DITA en særlig rolle i modstanden mod privatiseringerne. Ifølge Miroljub Radomirovic, advokat og frivillig juridisk rådgiver for arbejderne, er det netop evnen til at identificere problemet i opløbet, der gør DITA’s rolle særlig og vigtig. “Alle andre ventede ti år med at påpege, at privatiseringerne var kriminelle. Arbejderne på DITA reagerede da det hele begyndte med et “nu er det nok””.

DITA var med til at foregribe og udløse protesterne. I dag, halvandet år efter revolterne, er DITA-arbejderne blandt de få, der endnu holder fanen højt.

NYE BOLLER PÅ SUPPEN

Da vi kom til Tuzla i juni 2015 blev vi informeret om to nye udviklinger i DITA-sagen.

For det første var DITA netop blevet erklæret konkurs. For det andet (og tilsyneladende i modstrid med den første oplysning) havde arbejderne genoptaget produktionen. Vi mødtes med Emina Busuladẑiç, som arbejder i det kemiske laboratorium på fabrikken og har været én af frontfigurerne i kampen mod privatiseringen og dens konsekvenser.

Efter konkurserklæringen udpegede dommeren en konkurs-administrator, som tiltrådte som DITA’s midlertidige ‘manager’ den 17. maj 2015. De ansattes budskab til den nye ledelse var klart, forklarer Emina. ”Du kan arbejde her, hvis du arbejder, som vi siger, du skal gøre det” – blev der sagt. Konkurs-administratoren, som viste sig at være venligt stemt overfor arbejderne, indvilligede og fik adgang til fabrikken.

Kort tid efter genopstartede produktionen men ikke problemfrit. “Vi har haft et produktionsstop på mellem to og to et halvt år på grund af strejkerne, så lige nu er vi i en forberedelsesperiode. Vi er nødt til at gennemgå alt maskineriet, for at se om det hele fungerer: rør, elektricitet, samlebånd osv.,” forklarer Jasminka, som arbejder med kvalitetskontrol af DITA’s produkter.

I dag er der 45 ansatte på fabrikken, organiseret i arbejdsgrupper. “Vi har ikke indsat en leder. Vi arbejder i grupper, der pålægger hinanden ansvar for forskellige opgaver og koordinerer med hinanden”

Billede: Produktion af plasticflasker til opvaskemiddel

Den 17. juni blev den første sending opvaskemiddel leveret til supermarkedskæden BINGO. På 5 minutter blev produkterne, ifølge Jasminka, revet væk fra hylderne. Da vi besøgte DITA to dage senere, havde de modtaget ordrer på 30 tons produkter til slutningen af ugen. En mængde de dog med det nuværende personale umuligt kunne nå at producere.

Efterspørgslen er tilsynesladende stor, og målet er at udvide produktionen, så DITA kan genansætte de kolleger, som blev arbejdsløse under privatiseringsprocessen. “Alle, der arbejder her nu, er meget engagerede i den genopstartede produktion, for de har haft en hård periode de sidste to et halvt år, hvor de ikke har modtaget nogen løn”. Endnu i dag arbejder mange uden lønningen.

Hvordan produktionen fortsat skal forløbe vil blive besluttet på en konference indenfor den nærmeste fremtid. De ansatte håber på en udsættelse eller, ideelt set, annullering af den gæld, som har hjemsøgt virksomheden længe.

KAMPENS PERSPEKTIVER

Kampen omkring DITA må forstås indenfor sin historiske kontekst.

Siden borgerkrigen sluttede i 1995, og det internationale samfund (The Peace Implementation Council) intervenerede med forkromede løfter om demokrati og velstand, er Bosnien sunket stadig dybere ned i økonomisk og politisk depression. Det sociale landskab hærges af arbejdsløshed og fattigdom såvel som en desillusioneret tilstand af politisk apati og individualistisk atomisering. En magtfuldkommen elite, som har høstet frugterne af “the transition”, styrer landet gennem et netværk af tilsyneladende uigennemtrængelig korruption.

Protesterne sidste år markerede et opgør med folkelig passivitet og afmagt. De markerede på mange måder et brud med 20 års historie – et brud som den fortsatte kamp på DITA i dag levende symboliserer. Bevægelsen udspiller sig altså på to planer; et pragmatisk og et symbolsk.

På det pragmatiske plan er det de små materielle sejre, der tæller. Som når ledelsen bliver presset til at udbetale tre måneders tilbageholdt løn, eller (midlertidigt) genoptager produktionen. Målsætningerne er konkrete og materielle. De sigter efter retten til at arbejde, tjene en løn, forsørge en familie og leve et anstændigt liv.

Når man taler med arbejderne på DITA, er de pragmatiske bekymringer den primære motivation for at genopstarte produktionen. Man kan ikke lade være med at bemærke det tragiske i forholdet: arbejderne ligefrem tigger om fortsat at blive udbyttet. Det kan forstås som en rent defensiv handling og et eksempel på arbejderklassens totale afmægtiggørelse.

Men i arbejdernes forklaringer fornemmer man tydeligt, at der er mere på spil. En stolthed over at være en del af DITA skinner igennem hver eneste sætning. Nogle giver endda udtryk for en følelsesmæssig tilknytning til virksomheden. Arbejdernes vedholdenhed, på trods af manglende lønninger osv., er imponerende.

“I forhold til DITA er det vigtigt at forstå, at det selvfølgelig i sig selv er positivt at de genopstarter produktionen,” forklarer Miroljub og fortsætter, “men først og fremmest sender det et universelt budskab til alle andre, særligt i Bosnien og Herzegovina, om at komme i gang. Det er hårdt arbejde at kæmpe for rettigheder og retfærdighed. Jeg tror, det er den vigtigste konsekvens af hele den her sag, at den giver folk håb til at stå imod og kæmpe i stedet for bare fortsætte ligesom de sidste 20 år”

Spørger man Emina, hvordan hun helst så DITA styret, så er svaret klart: “Jeg er antikapitalist. Jeg ville elske at se DITA styret af arbejderne”. Lige nu er udsigterne til et anti-kapitalistisk DITA dog spinkle. Emina fortsætter: “virksomheden er så forgældet nu at det er virkelig tungt. Hvis en investerings-gruppe kunne stille kapital til rådighed, som arbejderne så i kraft af produktionen kunne betale tilbage, ville det være ideelt, men det bliver svært”

Med gæld og den aktuelle konkurssag ser de pragmatiske udsigter for tiden spinkle ud. Men undervejs har kampen forskudt sig i retning af et symbolsk plan.

Billede: Emina forberedes på interview på sit laboratorium på DITA

KAMPEN OM NARRATIVET: ET OPGØR MED ARBEJDETS MARGINALISERING

Den symbolske kamp handler først og fremmest om at tage initiativet tilbage.

I stedet for blot at protestere og appellere til ledelsen, for derefter at afvente øjeblikket hvor de efterkommer ens krav, tager arbejderne på DITA sagen i egen hånd og tilegner sig produktionsmidlerne gennem direkte aktion. Genopstartningen af produktionen er, i symbolsk forstand, en radikal og offensiv handling.

Ud over behovet for en indtægt er der en anden vigtig motivationsfaktor, der går igen blandt arbejderne på DITA. De ønsker at bidrage med noget, at være en del af et meningsfuldt projekt, og først og fremmest at bruge deres evner og færdigheder på en konstruktiv måde.

Det er en slags ‘faglig stolthed’, man genfinder blandt de frivillige outsidere. Der er nærmest opstået en lille bytteøkonomi af ubetalte tjenester omkring DITA. Ifølge Miroljub er det den vigtigste varige effekt af februar-revolterne.

“Folk vil gerne engagere sig. Jeg selv, for eksempel, bidrager med juridisk rådgivning. Andre hjælper med økonomi og andre igen med marketing. Alt i alt, med alle de små bidrag, kan vi skabe enorme forandringer. Og det er begyndt at gå op for andre mennesker også”

Samarbejdet handler om at genopbygge en kollektiv erfaring af solidaritet, som med februarrevolterne for alvor trængte igennem fabrikkens murværk. Denne del af den symbolske kamp er allerede vundet; ikke som resultat af kampen men i kraft af erfaringen af kampen selv.

Det handler dybest set om at genfinde en værdi eller værdighed, som ligger immanent i arbejdet og samarbejdet, og som ikke lader sig reducere til en ‘løn’. I det gamle Jugoslavien var ‘arbejderen’, som idealiseret skikkelse, samfundsmæssig protagonist. Da Jugoslavien gik i opløsning, blev den hegemoniske officielle ideologi fra den ene dag til den anden erstattet af en uofficiel neoliberal mytologi. Pludselig var det ikke længere arbejderen men iværksætteren, der var det politiske subjekt. Overfor den “driftige iværksætter”, der skaber økonomisk dynamik og vækst med sine investeringer, stod pludselig den “dovne arbejder”, som må piskes med lønpres og fyringsudsigter for at holdes i gang, og som griber enhver mulighed for at strejke.

Arbejdernes faglige stolthed kan tolkes som et opgør med marginaliseringen af arbejderen som social figur. Når DITA i kraft af sin kamp har opnået en særlig symbolsk status, er det muligvis fordi, man har formået at genfortolke rollerne i persongalleriet i den hegemoniske politiske fantasi: her førte privatiseringer ikke til produktive investeringer men til “asset stripping”; ikke til økonomisk boost og jobskabelse men til stagnation og fyringer; her satte “iværksætteren” ikke gang i arbejderne men nægtede dem adgang til fabrikken. Her strejker arbejderne ikke men genoptager produktionen på eget initiativ. I den forstand er DITA blevet en kamp om et narrativ.

PROTESTERNE I PERSPEKTIV

Februarrevolterne var impulsive, eksplosive og bredte sig som en steppebrand. Men de var også skrøbelige. Plenaerne var udmattende, og de fleste druknede med oversvømmelserne i maj.

Tuzla. Alt er tilsyneladende ved det gamle. Gadebilledet emmer af arbejdsløs adspredelse. Cafélivet summer, en rastløs stilstand.

Hvad skete der?

De umiddelbare praktiske konsekvenser af protesterne var begrænsede. Erfaringen med at organisere plenamå nævnes som noget af det vigtigste. En anden konsekvens var etableringen af fagforeningen “Solidarnosti”, som efter eget udsagn i dag tæller 2500 medlemmer. Én ting adskiller Solidarnosti fra de andre fagforeninger: “Hvor de andre fagforeninger er knyttet til en branche så er Solidarnosti åben for alle”

Ifølge Muminovic Hrustan, aktivt medlem af fagforeningen, er Solidarnosti faktisk den eneste varige konsekvens af protesterne. Alt andet er gået i sig selv. De korrupte netværk, der sammenknytter den politiske elite, er så kompakte, at de er uigennemtrængelige. “Der er brug for et bevidsthedsskifte i befolkningen i Bosnien og Herzegovina, hvis vi gerne vil bevare vores land. For med den form for politik der føres i dag, er det ved at gå i opløsning. Befolkningen er nødt til at vågne op”

Ifølge Emin Eminagić, aktiv i protester og plena og senere medforfatter til bogen “Unbribable Bosnia and Herzegovina”, vågnede befolkningen i februar 2014:

“Der skete et voldsomt skift i den politiske bevidsthed,” forklarer Emin. “For første gang siden krigen havde folk muligheden for at tale uden frygt. Da protesterne og plenaerne begyndte, var det som at åbne en ‘pandoras æske’, og traumerne væltede ud af folk, som for første gang turde at tale om dem offentligt”

I Solidarnosti tales der om muligheden for, at der påny udbryder protester. I magtens korridorer bliver denne mulighed, som ingen havde taget alvorligt for to år siden, nu også drøftet i ængstelig fortrolighed. Måske blev magten ikke styrtet, men protesternes forløb demonstrerede, at dens institutioner ikke er urokkelige. Ifølge Miroljub er en af de vigtigste erfaringer, at når “vi står sammen, kan vi udrette enorme ting”.

På DITA holdes erindringen om 2014 i live. Et kollektivt erfaret mulighedsrum åbnede sig i gaden, artikuleredes i plena og praktiseres nu i det daglige på DITA. Erfaringen af solidaritet har sat sine spor i befolkningen.

“Det kom faktisk bedst til udtryk under oversvømmelserne,” forklarer Emin. “Ingen fra det politiske oligarki eller det internationale samfund reagerede. Det var i plenaerne, at det første krise-beredskab blev etableret”

Ved nærmere eftersyn er alt i Tuzlas gader da heller ikke helt ved det gamle. En hjemmetrykt reklameplakat på en mur annoncerer 3de’s genankomst på supermarkedshylderne. En politisk ungdomsorganisation deler flasker med opvaskemiddel ud på torvet som støttekampagne. I den daglige tale er der en vis konsensus om diskret at markedsføre DITA’s produkter. De beskrives konsekvent som “affordable quality products”; med vægt på “quality”.

Forkullet står Sodaso-bygningen tilbage som et monument over regeringsmagtens afmagt. Emin fortæller om en episode fra protesterne. Der var lige blevet sat ild til Sodaso-bygningen, og en flok børn løb ind for at stjæle laptops fra kontorerne. Men da de kom ud, blev computerne taget fra dem af demonstranterne og smadret. Det handler ikke om de små materielle gevinster, men om den symbolske afvisning af institutionernes legitimitet.

Med billederne af nedbrændte parlamentsbygninger fik verden et glimt af bevægelsens ikonoklastiske karakter. Internationale mediers interesse var kortvarig men satte Tuzla på verdenskortet. En dokumentarfilmmager fra Berlin strejfer om på DITA med sit kamera. Emina er på vej til Thessaloniki for at besøge en arbejder-styret virksomhed, og om en måned skal hun deltage i “Euro-mediterrenean labor Assembly” i Athen.

Perspektivet for DITA-kampen blev med revolterne universelle. “Det er bare et symptom på et større billede”, siger Emin. “Det går på tværs af grænser”

Om at blive til noget

I

I løbet af den tidlige barndom vil de fleste mennesker (i denne del af verden) med god sandsynlighed blive stillet overfor spørgsmålet ”hvad vil du gerne være når du bliver stor?”. Implicit i spørgsmålet ligger en interessant konstatering; at barnets subjektive (selvstændige) væren først vil anerkendes i kraft af dets produktive færden i verden.

Udtrykket ligger sig op af succeskriteriet om at blive til noget. Man kan forestille sig forældren der lufter sin bekymring i al fortrolighed; ”hun bliver aldrig til noget”. Udtrykket beskriver den værst tænkelige subjektiveringsprocess. Det utilpassede barn, den menneskelig fiasko, kendetegnes netop ved ikke at være noget.

For at være (som ”stor”; et selvstændigt nogen) må du altså blive til noget. I koblingen mellem de to udtryk kommer nogle interessante omstændigheder til syne. For det første indebærer tidsperspektivet en udskydelse af væren (efter tilblivelsen) indtil punktet hvor mennesket identificerer sig med et noget. Så hvad er dette ”noget” vi alle drømmer om at blive?

Forbindelsen mellem at være og at være produktiv godtages i almindelighed: ”Jeg er mekaniker”, ”jeg er journalist”. Der foreligger i udsagnene en direkte identifikation mellem den værende og vedkommendes professionelle virke. Noget referere til identifikationen med et ydre; det repræsentérbare eller officielt anerkendte jeg; ens professionelle og registrerbare virke.

Noget indikerer på samme tid sfæren indenfor hvilken livet henvises til produktionen og mennesket formelt set anerkendes som bærer af bytteværdi i form af arbejdskraft. Indenfor denne ramme indfinder tilværelsen sig først efter tilblivelsen af subjektet indenfor de forliggende produktive kategorier. Hvem drømmer for eksemepel om at finde sig selv på et være-sted?

II

Økonomiens indtog i identitetsdannelsen cementeres for alvor op gennem 1990’erne med bølgen af ”New Public Management”. Arbejdet er nu ikke længere adskilt fra privatsfæren men omfatter derimod arbejdet med sig selv. Arbejdspladsen bliver som sådan uadskillelig fra ens personlige udvikling og karrieren en selvrealiseringens kontinuerlige tilblivelsesakt (”livslang læring”).

”Another seductive aspect of neo-managetment is the proposal that everyone should develop themeselves personally. The new organizations are supposed to appeal to all the capacities who will thus be in a position fully to blossom. ”Coaches” will support people in this endeavour, and everything will be done to ensure that they attain a better knowledge of themeselves and discover what they are capable of. ” – The New Spirit of Capitalism, pp. 90

Fremkomsten af New Public Management-teorierne markerer et skift i værdisættelsen af mennesket som arbejdskraft og i forholdet identitet-profession (jeg-noget). I moderne vidensproducerende, projektorienterede, kreative virksomheder hvor networking og ”sociale kompetencer” er centrale begreber i strategier for ledelse, vurderes ansatte ikke kun ud fra deres faglige kompetencer, men ud fra deres personlige egenskaber (”human capital”).

I denne forvikling af relationer anerkendes mennesket først som værende væsen, når det ikke bare identificerer sig med sin arbejdskraft, men med sit produkt. For at være må vi nu ikke blot udbyde en tjeneste der er adskilt fra os selv, men udbyde os selv som personlig egenskab og i den forstand blive til salg. Konstitueringen af subjektet som værende indfinder sig i nyere tid først efter tilblivelsen af mennesket som produkt.

Menneskelig væren fuldbyrdes i denne optik altså først med tingsliggørelsen af livet indbefattet i identifikationen med varen. Men kunne det tænkes at processen er dobbeltsidig; at der i samme bevægelse sker en forening af, og en reproduktion af uforeneligheden mellem, mit ‘jeg’ og min tingsliggjorte identitet?

III

I Lacans teori om spejlstadiet tilskriver han den første fremmedgørelse i barnets møde med sit spejlbillede. I dette møde, siger Lacan, må barnet for første gang erkende sig selv som ydre omstændighed; som billede. Der opstår en uoverensstemmelsen mellem barnets jeg (et udefinerbart sanse- og tankeapparat) og den ydre omstændighed (et helstøbt og afgrænset billede) der pludselig fremtræder for det og kræver del i samme selvopfattelse. Uforeneligheden imellem barnets ydre fremtræden og dets hidtidige forståelse af sig selv som vagt definerbar bevidsthed er, ifølge teorien, udgangspunktet for den første fremmedgørelse.

I tilblivelsen af subjektet som vare kunne man driste sig til at bruge Lacans teori om spejlstadiet som analogi over en lignende proces. I stedet for barnet der træder frem for spejlet, kunne vi forestille os studenten der under gradueringsritualet for første gang spejler sig i sit kommende noget; ”mekanikeren”, ”journalisten” eller senere; ”den kreative”, ”den innovative”, ”den fleksible”. Den endelige indtræden i en splittet tilværelse kræver nu kun studentens identifikation med sit bevis; jeg er kaospilot, jeg er blevet til noget, jeg er blevet en ydre omstændighed: en vare.

Fuldbyrdelsen af menneskelig væren gennem en bliven til noget indebærer på samme tid en fremmedgørelse fra selvsamme væren.

IIII

Giorgio Agamben kaster i sin bog Midler Uden Mål et kritisk blik på opfattelsen af mennesket som, i første instans, bærer af en nyttefunktion. Han refererer i den forbindelse til en passage i Den nikomakæiske etik hvor Aristoteles stiller følgende spørgsmål:

“Som for fløjtenisten og for billedhuggeren og for enhver anden håndværker, skriver Aristoteles, og overhovedet for enhver, som har et virke og en funktion, det egne gode synes at bestå i dette ergon, sådan burde det også være for mennesket som sådant, hvis vi antager, at der findes et ergon, et virke, som er dets eget. Eller burde man snarere sige, at imens tømreren og skomageren har sit eget værk og sin egen funktion, har mennesket ingen, at det så at sige er født argós, uden virke?”

At menneskets væsen skulle være argós, dvs. i udgangspunktet ikke bestemt ved noget gøremål, står i modsætning til det forhold mellem væren og virke jeg hér har belyst. Med Agambens egne ord kan en ”ren potentiel væren” ikke udfyldes ”af nogen identitet eller noget kald”. I sit forfatterskab bruger han Aristoteles’ modstilling mellem aktualitet og potentialitet, hvor aktualiteten er det bestående er potentialiteten derimod det mulige.

Identifikationen med noget kunne med Agambens begrebsapparat karakteriseres som punktet hvor en bestemt væren realiseres som aktualitet og ophører med at være potentiel. Det er det nøgne livs indskriven sig i produktionssfæren og punktet hvor tilværelsen udmynter sig i en uendelig reproduktion af identitetskategorier. Indenfor disse kategorier forbliver mennesket fremmedgjort og underordnet sit produkt.

I Agambens analyse er der en udvej:

“At det ikke-repræsentérbare eksisterer og danner et fællesskab uden forudsætninger eller tilhørsforhold (…) det er netop den trussel som staten ikke er klar til at forhandle med. Hvilken som helst-eksistensen, som vil tilegne sig tilhørsforholdet selv, sin egen væren-i-sproget, og som af samme grund afviser enhver identitet og ethvert tilhørsforhold, er den nye, hverken subjektive eller socialt sammenhængende, hovedperson i den kommende politik.”

Hvorfor ikke afvise at indskrive os selv i kategorierne som sådant? For at undslippe vor tids tvingende kulturmagt kunne vi lade os inspirere af Odysseus og sige; ”Jeg er ikke noget”.

“… i det kommunistiske samfund derimod, hvor hver enkelt ikke udelukkende har én virksomhedskreds, men kan uddanne sig i en hvilken som helst gren, som han måtte ønske sig, regulerer samfundet den almindelige produktion og gør det netop derved muligt for mig at gøre dette i dag, noget andet i morgen, at gå på jagt om morgenen, fiske om eftermiddagen, beskæftige mig med kvægavl om aftenen, kritisere ovenpå middagen, netop hvad jeg har lyst til, uden nogen sinde at blive jæger, fisker, hyrde eller kritiker.”